23948sdkhjf

Ny transportminister er ærke-liberal

Skiftede fra Venstre til Liberal Alliance i 2011.

Danmarks nye transport-, bygnings- og boligminister hedder Ole Birk Olesen. Han er liberal ind til benet, men han har ikke støttet op om Liberal Alliance i hele partiets levetid.

 Engang advarede Ole Birk Olesen imod at stemme på Liberal Alliance. Det var i 2009 ved kommunalvalget. Ole Birk Olesen mente dengang ikke, at en stemme på Liberal Alliance er givet godt ud. På sit netmedie 180grader.dk, som han startede i 2007 og er redaktør for, frarådede han liberale vælgere at sætte deres kryds ved det nye parti.

- Det var udtryk for, at Liberal Alliance dengang ikke helt havde fundet sine ben at stå på endnu, tror jeg, forklarede han til BT i 2013.

Stærke liberale holdninger

Ole Birk Olesen har altid markeret sig med stærkt liberale holdninger. De kom blandt andet til udtryk i bogen "Taberfabrikken" fra 2007, hvor han forklarer, hvordan velfærdsstaten, ifølge hans opfattelse, blandt andet fører til øget kriminalitet og dårlig arbejdsmoral.

Siden 2011 har Ole Birk Olesen siddet i Folketinget for Liberal Alliance, og nu kan han skrive transport-, bygnings- og boligminister på sit cv. Det sikrer Ole Birk Olesen en ministerbil.

Tesla - med lav afgift

På det seneste har den tidligere journalist ellers transporteret sig rundt i en Tesla.

I 2015 købte hans familie den store el-bil Tesla P90D før et stort afgiftshop, der ville gøre bilen væsentligt dyrere. Han afviste, at det var insiderviden, der førte til købet.

 - Venstre havde meldt ud, at de ikke ville forlænge afgiftsfritagelsen for el-biler. Jeg vidste seriøst ikke mere end alle andre, sagde han til Ekstra Bladet.

Hans Chr. Schmidt ikke klar 

Den nu tidligere transportminister Hans Christian Schmidt må overlade ministeriet til Ole Birk Olesen.

Der var mange nye projekter undervejs for den nu tidligere transportminister, Hans Christian Schmidt (V). Han pønsede på love om droner, førerløse køretøjer og nye motorveje.

Derfor var han ikke helt klar til at aflevere nøglerne videre til den nye transport-, bygnings- og boligminister, Ole Birk Olesen (LA).

- Jeg havde gang i meget, men sådan er spillet, siger Hans Christian Schmidt til DR.

Han har blandt andet arbejdet på en udvidelse af E45. I den nye finanslov for næste år indgår en udvidelse af E45 fra Aarhus S til Skanderborg.

- Det er jeg glad for. Nu har jeg så gjort hele E45 klar til den nye minister, for alle planer og papirer er lavet, siger Hans Christian Schmidt, som nu glæder sig til at få mere tid til familien. Han fortsætter i Venstres folketingsgruppe.

/ritzau/

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078