23948sdkhjf

Vi skal (også) have kvinderne med

Kvinder er en uudnyttet ressource, når der skal rekrutteres til transportbranchen, mener Lars William Wesch fra ATL

Kvinder udgør halvdelen af landets befolkning, og de er fuldt ud lige så gode chauffører som mænd. Alligevel er der kun få kvindelige lastbilchauffører i Danmark, mens andelen i Sverige er oppe på 10 procent.

Ingen ved, hvorfor det er sådan. Men vi er nødt til at gøre en indsats for både at få flere mandlige og kvindelige chauffører. Det er nødvendigt, hvis vi skal skaffe erstatninger for de mange chauffører, som går på pension i de kommende år.

Det skal ikke handle om særbehandling af det ene eller andet køn. Men det handler om at få bredt vores rekrutteringsgrundlag mere ud. Statistikken viser, at det har vi meget brug for.

Lastbilmagasinet skrev i sidste uge, at det er svært for kvindelige elever på godchaufføruddannelsen at finde en læreplads. EUC Lillebælt oplever ifølge magasinet, at arbejdsgiverne er tilbageholdne med at ansætte kvinder.

Jeg ved ikke, om det er rigtigt. Men jeg ved, at virksomheder, som i dag har begge køn repræsenteret i chaufførgruppen og andre medarbejdergrupper, oplever, at det har været med til at forbedre arbejdsmiljøet. Der er kommet mindre mandehørm og mere omsorg for hinanden.

Som et led i kampagnen Job i Transport er organisationerne nu ved at undersøge, hvad der får kvinder til at fravælge eller tilvælge jobbet som chauffør. Senere vil vi finde ud af, hvad vi aktivt skal gøre for at få flere kvinder ind i branchen.

Det er dog ude på arbejdspladserne, at ansættelserne sker. Så næste gang din virksomhed søger kvalificeret arbejdskraft, er der grund til at huske, at der er to køn.

Artiklen er en del af temaet Debat.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.386