23948sdkhjf

Nej til opgavetyveri

Opgavetyveri fra offentlige virksomheder på bekostning af private vognmænd er ikke acceptabelt, mener DTL, der kalder på fair vilkår på affaldsområdet.

DTL var fredag klare i mælet på møde med minister for offentlig innovation samt erhvervsministeren og økonomi- og indenrigsministeren: Opgavetyveri fra offentlige virksomheder på bekostning af private vognmænd er ikke acceptabelt.

Kommunerne er i et vist omfang forpligtet til at sikre behandlingskapacitet til virksomheder og borgere i kommunen. Kommunerne har derfor etableret fælleskommunale affaldsselskaber – de såkaldte § 60-selskaber.

En række af disse selskaber varetager dog ikke alene affaldsbehandling, men også indsamlingsopgaver i form af vognmandskørsel – og dermed på bekostning af private aktører.

- Vilkårene for de kommunale og private affaldsoperatører er ikke ens. De offentlige selskaber er for eksempel fritaget for krav om vognmandstilladelse, der som bekendt omfatter krav til egenkapital og uddannelse med mere. En anden forskel på vilkårene for de to virksomhedstyper er, at låneomkostningerne er lavere for offentlige virksomheder end for de private, siger Lisbet Hagelund, chefkonsulent i DTL-Danske Vognmænd og sekretær i Danaffald.

Undtaget almindelige markedsvilkår
- Det er også en ganske væsentlig forskel, at paragraf 60-selskaberne er underlagt hvile-i-sig-selv-princippet og driften er finansieret via gebyr, som kunderne – virksomhederne og borgerne – er tvunget til at betale. Denne sikkerhed for at få dækket sine udgifter findes ikke hos de private virksomheder, der er drevet på almindelige markedsvilkår. Det er ikke fair, og reelt mener vi at der er tale om et opgavetyveri, forsætter Hagelund.

- I lovgivningen er indsamling af affald en mulighed, ikke en pligt. For os at se er alternativet til kommunal affaldskørsel at udbyde indsamlingsopgaven. Så vil vi formentlig kunne forbedre indsamlingen til en lavere pris – og samtidig sikre mere til genanvendelse, siger Lisbet Hagelund, som også peger på andre problemer:

Konkurrenceforvridende
DTL har bidraget til Dansk Erhvervs forberedelse af mødet i form af et notat med eksempler fra mange forskellige brancher. Her har DTL blandt andet peget på, at kommunerne er forpligtede til at drive genbrugspladser, hvor borgere og erhverv kan aflevere deres affald, men påpeget, at kommunerne er ikke de eneste, der har sorterings- og omlastningspladser.

Det har nemlig også erhvervsvirksomheder for eksempel i vognmandsbranchen, hvor de sidste primært bruger pladserne til finsortering af det affald, som de selv kører. Men konkurrencen mellem de kommunale og private pladser bliver ulige, fordi der er meget få private pladser, der også skaber affaldsløsninger for andre virksomheder med mindre og mellemstore affaldsmængder. Det påpeger DTL som et problem.

Konflikt med EU-princip
- De private pladser kan ikke konkurrere med de kommunale genbrugspladser i de tilfælde, hvor affaldet har en negativ værdi – og negativ værdi har affaldet som hovedregel. Prissætningen er nemlig ikke retvisende for de behandlings- og bortskaffelsesomkostninger, der afholdes af kommunen. Det gør sig særligt gældende i de kommuner, hvor der opereres med års- eller indgangsgebyr.

- Der sker en betydelig krydssubsidiering mellem – men også inden for – de forskellige erhvervsgrupper. På de private pladser er prissætningen derimod kostægte og ikke kun baseret på mængden, men også på materialets værdi.

- Når der ikke opereres med kostægte priser, så er vi i konflikt med EU's forurener-betaler-princip – et princip, der er vigtigt i forhold til at få de enkelte virksomhed til at forholde sig til deres påvirkninger af miljøet. Det har altså større samfundsmæssig betydning med disse uhensigtsmæssigheder, uddyber Lisbet Hagelund.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094