23948sdkhjf

Speditører: Vær opmærksom på forsinkelser i Tyskland

7. juli mødes verdens topledere til G20-møde i Hamburg. De tyske myndigheder har meldt ud, at de allerede nu begynder forberedelserne af sikkerhedsmæssig karakter, herunder grænsekontrol.

Derfor går Danske Speditører nu ud med et varsel om, at speditører og andre, der arbejder professionelt med transport i Europa, skal affinde sig med, at G20-topmødet i Hamburg kan få trafikale konsekvenser i omkring 2-3 uger.

- Mandag var der eksempelvis voldsomme forsinkelser som følge af grænsekontrol ved den tysk-polske grænse. Lastbiler holdt i kø ved grænseovergangen i Bojanowo i 12 timer. Det var et resultat af en kø på op til 30 kilometer, skriver Danske Speditører på deres hjemmeside.

Kontroller kommer uden varsel
Karl Christensen, der er formand for Fagudvalg Vej & Bane i Danske Speditører, fortæller, at de tyske myndigheder naturligvis ikke gennemfører grænsekontrol ved samtlige grænseovergange hele tiden, men at kontrollerne kommer uden varsel.

- De tyske myndigheder udfører grænsekontrollerne på en sådan måde, at ingen kan forudse dem. Derfor er der ikke andet at gøre, end at tage det som det kommer. Konsekvenserne i form af forsinkelser kan blive ret store. Hvis grænsekontrollerne fører til, at gods bliver hentet og/eller afleveret for sent, er det vigtigt at fortælle kunderne og samarbejdspartnerne om den tyske grænsekontrol, der er årsagen, siger Karl Christensen.

Planlæg efter forholdende
Hvad formanden for fagudvalg Vej & Bane derimod vil anbefale speditører og andre at planlægge efter, er de forventede forsinkelser på vejnettet omkring Hamburg lige før, under og lige efter topmødet 7. juli.

- I disse terror-tider må man forvente, at de tyske sikkerhedsmyndigheder vil gøre deres ypperste for at passe på topmødedeltagerne og alle andre, der færdes i nærheden af stedet for topmødet. Vi kan formentlig også forvente demonstrationer. Derfor vil jeg råde alle i transportsektoren til i deres planlægning at tage højde for, at der kan blive tale om forsinkelser og nedsat mobilitet i Hamburg og omegn frem til nogle dage efter topmødet. Meget vil formentlig tage længere tid, end man er vant til, siger Karl Christensen.

Kilde: Danske Speditører

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08