23948sdkhjf

Ghebre sikrer mangfoldigheden

Hos Prime Cargo i Kolding sætter man pris på mangfoldigheden, fordi den er med til at sikre en arbejdsplads med mange forskellige kompetencer.

Hvad er mangfoldighed? Mangfoldighed betegner, at alle mennesker er forskellige. Det gælder både om personlige forhold og om uddannelse, erhvervserfaring, holdninger, interesser mm.

Mangfoldighed er en vigtig ressource for det danske arbejdsmarked. Den sikrer, at der er uanede varianter af kompetencer til rådighed for danske virksomheder.

I transport- og logistikvirksomheden Prime Cargo, Kolding, sætter man pris mangfoldigheden og ser den som en stor styrke.

Virksomheden har medarbejdere fra 22 forskellige lande og et stort spænd i aldersrepræsentationen. Den yngste medarbejder er 14 år, den ældste er 72 år.

Blandt de mange medarbejdere hos Prime Cargo finder man Ghebrehiwet Fessehaye Weldai (kaldet Ghebre). Ghebre er 35 år gammel og måtte i 2014 flygte fra Eritrea ved Østafrika af politiske årsager. Samme år kom han til Danmark.

- I forbindelse med vores tætte samarbejde med sprogskolen i Kolding mødte vi Ghebre i 2015 og faldt pladask for hans personlighed og motivation, fortæller Peter Jørgensen, der er operationel manager i Prime Cargos afdeling for e-handel & logistik.

 

Altid smilende og hjælpsom

- Ghebre er altid smilende, hjælpsom og udadvendt. Han er meget interesseret i at lære nye ting, hvilket er en stor fordel. Specielt da vi havde en sprogmæssig barriere i begyndelsen, hvor han hverken kunne tale eller forstå noget dansk. Det kan han nu - rød grød med fløde og det hele.

- Han er uddannet tandlæge i Eritrea, men desværre er uddannelsen ikke godkendt i Danmark. Det kan godt være svært at forstå - specielt for Ghebre; men intet er ikke så skidt at det ikke er godt for noget, for nu har vi fået lov til at have Ghebre i Prime Cargo familien.

 

En succeshistorie

- Ghebre er i vores øjne en succeshistorie. Han taler og forstår dansk. Han er blevet fastansat hos os, og er en vigtig del af vores e-handels operation, fortsætter Peter Jørgensen.

- Han er flyttet i egen bolig og forsørger sig selv. Han er i en A-kasse og deltager i sociale arrangementer. Han er efter vores mening 100 procent integreret.

- Selv om Ghebre er glad for at være hos os her i Prime Cargo, og vi er rigtig glade for ham, vil han på sigt gerne uddanne sig til tandlæge i Danmark. Vi vil med glæde lægge os i tandlægestolen hos ham.

- Vi er som en stor familie på tværs af landegrænser, aldersspænd og tidligere professioner, siger Peter Jørgensen og henviser til de mange nationaliteter, der arbejder i virksomheden.

 

Meget forskellig baggrund

- Vi har medarbejdere, der tidligere har arbejdet som læge, tandlæge, blomsterbinder, teknisk designer, skovtekniker, højre hånd for chefen i det polske senat.

- Vi har medarbejdere, der er villig til at give den en ekstra tørn i kortere perioder, når der virkelig er travlt; men vi har også medarbejdere, som er belastet enten fysisk eller psykisk, og derfor ikke kan klare en fuldtidsstilling. Og nogle, som til tider har brug for et hjælpende opkald for at komme op og på arbejde.

- Sådan har det altid været i Prime Cargo. Det ligger så dybt i vores DNA at hjælpe hinanden og andre. Og det er vi stolte af, slutter Peter Jørgensen.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.22