23948sdkhjf

Dansk vognmand søger efter chauffører i Uzbekistan og Kasakhstan

Den danske transportvirksomhed Kurt Beier Transport er begyndt at søge efter chauffører i Uzbekistan og Kasakhstan. Det skriver Avisen.dk.

Chaufførerne skal primært køre i Danmark, Sverige, Norge og Tyskland, fremgår det af jobopslagene, som Kurt Beier Transports polske datterselskab har slået op på jobsøgningsportaler i Uzbekistan og Kasakhstan.

Lønnen ligger omkring 1.000 euro om måneden, hvilket svarer til 7.500 kroner. Det er cirka to tredjedele af, hvad Kurt Beier Transport betaler sine rumænske chauffører.

Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra Kurt Beier Transports direktør, Karsten Beier, men han ønskede ikke at svare på spørgsmål.

Kurt Beier Transports polske datterselskab sørger for, at chaufførerne fra Uzbekistan og Kasakhstan får visum i Polen. Og når de først er ansat i Polen, har de adgang til at køre i hele Europa.

Konkurrencen inden for den internationale trailertransport i Europa er blevet så hård, at det er den vognmand, der kan finde de billigste chauffører, der overlever, forklarer den svenske transportforsker Henrik Sternberg fra Universitet i Lund.

- Det er en ond spiral. Hvis transportvirksomhederne vil holde fast i deres andel af markedet, bliver de nødt til at hente chaufførerne længere og længere væk, siger han til Avisen.dk.

SF's transportordfører Karsten Hønge vil have en forklaring fra regeringen på, hvordan det kan lade sig gøre at hente arbejdskraft uden for EU. Det kalder han nu udlændingeminister Inger Støjberg (V) i samråd.

- Når man henter chauffører så langt væk, så får man ikke bare arbejdskraften billigere. Man kan også hunse mere rundt med dem. Man får en mere medgørlig, underdanig og lydig arbejdskraft, som samtidig er underbetalt. Det presser hele branchen med sådan et under-arbejdsmarked, som arbejdsgiverne kan opdyrke på den her måde, siger Karsten Hønge Avisen.dk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094