23948sdkhjf

Chauffører: Stop nu løn-dumpingen!

Lastbil- og buschauffører har holdt den årlige konference i weekenden. Se her, hvad de blev enige om

Stop den offentligt sponsorerede dumping af løn- og arbejdsforhold!

Sådan lyder opfordringen fra de godt 200 chauffører fra fagforbundet 3F, som i weekenden holdt deres årlige chaufførkonference i Nyborg.

- Vi opfordrer til alle kandidater til kommunal- og regionsvalget, og særligt dem med tilknytning til 3F, at medvirke til at stoppe den offentligt sponsorerede dumping af løn- og arbejdsforhold. De konstante udbudsrunder, der udelukkende går efter laveste pris uden hensyn til chaufførernes forhold, må standses.

- Vi vil støtte de kandidater, der vil gøre noget ved den offentlige løndumping i form af reel kontrol og sociale klausuler i udbudsmaterialet, lyder budskabet fra chaufførerne.

Chaufførerne har en årlig konference, hvor de mødes og blandt andet inviterer deres fagforening 3F til at holde indlæg. Konferencen munder traditionen tro ud i en udtalelse, hvor man opfordrer politikerne både lokalt og på landsplan til at varetage chaufførernes interesser.

Luk NORTRA-hullet
I år gælder udtalelsen ikke kun det forestående kommunevalg, men også den årelange kamp for at forsvare den overenskomst, som bliver forhandlet centralt.

- Det er nødvendigt med handling, ikke kun i kommuner, regioner og regionale trafikselskaber. I over to år efter den skelsættende NORTRA-dom har det været lovligt for enhver vognmand at lave sin egen ”fagforening” og arbejdsgiverorganisation og derefter skrive sin egen ”kollektive” overenskomst.

- Dette koncept gør grin med landets lønarbejdere og undergraver ikke bare de socialt ansvarlige vognmænd og deres overenskomstdækkede chauffører, men undergraver selve overenskomstsystemet.

- Derfor sender vi dette budskab til politikerne på Christiansborg: Tag nu at få lukket det NORTRA-hul godt og grundigt.

Klækkelige bøder til arbejdsgiverne
Til sidst henledede chaufførerne opmærksomheden på de udenlandske chaufførers miserable forhold.

- Deres arbejdsgivere vil ikke betale for, at de kan holde deres ugehvil under anstændige forhold, som loven foreskriver. I stedet må de bo månedsvis i deres biler, på danske rastepladser. Sæt nu et stopper for det!

- Herhjemme nægter regeringen at gribe ind. Undskyldningen er, at politiet ikke kan bære bevisbyrden. Men hvorfor er det muligt i Frankrig, Belgien og Tyskland? Er de mere kompetente, eller er det et spørgsmål om manglende vilje?

- Sæt ind nu, med klækkelige bøder til den ansvarlige arbejdsgivere speditører. Det er tid til handling, lyder opfordringen fra chaufførerne.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079