DSV overhaler både Carlsberg, Danish Crown, Dansk Supermarked og Dong Energy (der har skiftet navn til Ørsted) på listen over Danmarks største virksomheder, så logistik- og transportkoncernen nu indtager en 6. plads.
Det viser en opgørelse, som Transportmagasinet har foretaget med udgangspunkt i de største, danske virksomheders seneste årsregnskaber.
DSV har gennem flere år befundet sig omkring 10.-pladsen på listen, og bag væksthoppet står da også det knap 10 mia. kr. dyre opkøb af amerikanske UTi Worldwide i januar sidste år.
Listen toppes – ganske som det også var tilfældet sidste år – af A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk og ISS, selv om Novo Nordisk er den eneste af de tre mastodonter, der øgede toplinjen fra 2015 til 2016.

