23948sdkhjf

MAN går nye veje

MAN’s nye TGL og TGM har fået mere økonomisk 7-liters motor. For at skåne miljøet bygger de på ren SCR.

Lettere og mere effektiv. Robustere, økonomisk og mere komfortabel. Sådan kan man beskrive motoren, som er udviklet til MAN’s mindste lastbiler - TGL og TGM.

D08 SCR kaldes motoren, som er videreudviklet fra den tidligere D08 motor, der både anvendte Exhaust Gas Recirkulation (EGR) og Selective Catalytic Recirkulation (SCR). Den nye motor kører med SCR teknologi.

Ren SCR er én god metode til at sikre en så miljørigtig motor som mulig. Med strengere og strengere EU-miljøkrav er det nok én af de sidste veje frem for dieselmotoren.

Jeg prøvede den nye motor i en den kraftigste 6-cylindrede udgave - D0836 - i en MAN TGM med 320 hk. Det foregik i særdeles kuperet terræn vest for Barcelona. Det, der især slog mig, var, at støjniveauet er mærkbart lavt - og det gør kørslen meget komfortabel.

MAN’s TipMatic gearkasse er tilpasset den ny motorserie, og i de større udgaver er der Speed-Shift funktion i de tre øverste gear, så gearene skifter hurtigere. Det var meget behageligt.

Motoren er meget smidig, hvilket også ses af momentet på max. 1.250 Nm mellem 1.200- og 1.700 omdrejninger.

Arbejdet i to år på motorerne
Der er arbejdet to år på at udvikle motorerne, og der er bygget 140 prototyper. Det fortæller MAN’s svenske chefingeniør Fredrik Lindström, som har en fortid hos Scania.

- De nye motorer er blevet kørt i test mere end 3,3 millioner kroner, fortæller han, og nævner, at man både har kørt i nordsvensk vintermiljø i Arjeplog og i den sydspansk varme. Desuden har motoren kørt 44.000 timer i laboratoriet.

- Vi har udviklet en ny oliesump af fiberforstærket plast, som gør motoren 103 kg. lettere. Vi har valgt en enkeltturbo-lader med waste-gata system mod før dobbelt turbo. Vi har videreudviklet andre mindre dele. Alt sammen betyder bedre brændstoføkonomi og øget servicevenlighed, siger chefingeniøren.

Forskellige effekter
Motorerne med seks cylindre præsterer henholdsvis 250 hk og 1.050 Nm mellem 1.200- og 1.600 omdrejninger og 320 hk og 1.250 Nm - mellem 1.200- og 1.700 omdrejninger.

Desuden få modellen med 290 hk og max. moment 1.150 omdrejninger mellem 1.200- og 1,700 omdrejninger.

Dertil kommer top-modellen, der dog har færre hk end tidligere - 320 hk i stedet for 341 hk.

Oliens arbejdstemperatur kommer hurtigere på plads i den nye motor - og bliver der. Det betyder, at der kan spares 25 procent olie. Olieskift sker nu ved 80.000 km i stedet for 60.000 km.

D0834 er en 4-cylindret motor, som kun kan fås til TGL. Basis-versionen er på 4,6 liter med 160 hk og 600 Nm, mellem-model yder 190 hk og 750 Nm, mens den større udgave yder 220 hk og 850 Nm.

Efficient Roll er en ny funktion i TGL og TGM, hvor gearkasse skifter til friløb fra 55 km/t på lige og faldende vejstrækninger - og sparer brændstof.

Mere sikkerhed
I de større TGS og TGX-modeller er der nu ACC med stop/start funktion og nødbremse assistent i D26 motorer med Euro 6 i de Scania udviklede 12+2 gearkasser, så bilerne selv følger trafikken og selv bremser ned ved forhindringer ned til 15 km/t. De gør kørslen mere behagelig og nedsætter slid på koblingsdele.

Systemet virker også sådan, at motoren selv starter op, hvis bilen har været bremset ned til 0 km/t. Er standsningen på mere end to sekunder, skal man kort træde på speederen. Så starter bilen igen. Den nye aktivitet kan forhindre mange skader.

Bilerne har også linjevogter (Lane Guard assist), så de holder deres bane. Teknisk er der ellers ikke sket ændringer på TGS og TGX motorerne, som først bliver opdateret i 2019.

Nyt interiør
Er man interesseret i interiørdesign, kan vi oplyse, at der nu kommer nyt interiør-design på alle TGL, TGM, TGS og TGX modeller med flere farvevalg. Der er ny køleboks placeret i midten af kabinen, og dertil med flere aflæggepladser. Der er også flere USB og AUX-stik.

Hele kontrolpanelet er løftet 25 mm op, og man har samlet de mest anvendte betjeningsknapper - bl.a. for varmeapparat - for at give bedre betjening. Her findes også drejeknappen for TipMatic gearkassens funktioner. Mellem hovedinstrumenterne er der nu placeret en fire tommer farveskærm, hvor chaufføren kan følge bilens funktioner så som forbrug og aktuelt gear.

Der er også en ny placering af de fire kopholdere. Ved køjeområdet er der kommet 12- og 24 volt stik og bedre aflæggeplads til bl.a. aviser - og bedre læselys. En ny tagluge har nu alarmfunktion mod indbrud.

Endelig er der kommet det nye RIO BOX flådestyringssystem til alle MAN Euro 6.

Test af alle TGE modeller
I Spanien var der mulighed for at prøve en bred vifte af nye MAN TGE varebiler med såvel for- og baghjulstræk, firehjulstræk, automatgear og forskellige opbygninger. Desværre var de biler, som vi prøvede uden last.

MAN TGE er identisk med VW Crafter, og det er da også VW, der bygger den nye TGE model på en ny fabrik i Polen.

Den store forskel mellem de to produkter handler om sikkerhed - idet MAN TGE standard har nødbremsesystem, som skal tilkøbes på Crafter.

One-Stop-Shopping
For MAN er det første gang, at man skal sælge egentlige varebiler - men VW Truck & Bus har taget beslutningen med omtanke, for man vil meget gerne have MAN lastbilsejere/vognmænd til at vælge MAN TGE til bytransport og som f.eks. følgebil. At købe lastbil og varebil samme sted kaldes også kaldet One-Stop-Shopping.

MAN TGE er nok branchens mest veludstyrede varebil, og vi kan bl.a. fortælle om trailer-assist til nemmere manøvrering af bilen med trailer. TGE fås med mange motorstørrelser, hvor den største er på 180 hk. Vægtmæssigt kan man få TGE med op til fem tons totalvægt.

Artiklen er en del af temaet Test.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062