23948sdkhjf

Mærsks speditør-drømme skræmmer investorer

A.P. Møller - Mærsk åbner for, at den pressede speditør Damco foretager opkøb for at komme i mål med koncernens forkromede strategi. Bekymrende, mener investorer

 A.P. Møller - Mærsks idé om at kaste penge efter den pressede speditørforretning Damco falder ikke i god jord hos investorer. Det skriver Finans. 

Shippingkoncernen har i det seneste kvartal investeret i teknologi til speditøren, som er en vigtig brik i Mærsks strategi om at lave en integreret transport- og logistikløsning. Ledelsen er også åben over for at kigge på opkøb for at styrke forretningen, lyder det fra Jakob Stausholm, koncernfinansdirektør i Mærsk. 

- Vi vil gøre, hvad der skal gøres for at gennemføre vores strategi så hurtigt som muligt, siger han til Finans. 

Men Damcos resultater har aldrig været prangende, og  A.P. Møller - Mærsk risikerer at skræmme værdifulde kunder væk ved at satse på forretningen, mener investorer.

- De har med næsten statistisk signifikans bevist, at de ikke kan drive Damco som en rentabel forretning. Som A.P. Møller - Mærsk-aktionær ville jeg blive meget urolig, hvis de begyndt at lave en akkvisitiv strategi inden for det område, modsat på containersiden, hvor et opkøb som Hamburg Süd giver god mening, siger Niels Andersen, porteføljeforvalter i Bankinvest.

I Formuepleje, der følger selskabets strategi tæt, er aktiestrateg Otto Friedrichsen enig.

- Den absolutte ambition er at skabe forretningsområder, hvor Mærsk har en stærk konkurrencemæssig og markedsmæssig position for at kunne levere et højt afkast. Spedition er et ret fragmenteret marked, og der er en anden loyalitet, siger han.

Formuepleje ejer i øjeblikket ingen aktier i A.P. Møller - Mærsk.

A.P. Møller - Mærsks store udfordring er, at Damco relativt set er langt mindre end containerrederiet Maersk Line. Samtidig er Damcos løsninger lige i hjertet af, hvad koncernen ønsker at tilbyde kunderne fremover. Derfor vil ledelsen kæmpe for, at man bliver i stand til at bruge Damcos produkter bredere til mere af den volumen, der går igennem Maersk Line.

Koncernens strategiske dilemma er, at Damco ofte konkurrerer med Maersk Lines kunder. Verdens største speditører er storkunder hos containerrederiet, og integreres Damco og Maersk Line i endnu højere grad risikerer Mærsk at støde vigtige kunder væk, mener Niels Andersen.

- De vil integrere alle led i logistikkæden - altså tage forretning fra speditørerne, men de skal træde varsomt, for op imod halvdelen af deres kunder er speditører, siger han.

Jakob Stausholm afviser, at strategien om at samle transport og logistik i én samlet løsning vil skræmme kunder væk.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.44