23948sdkhjf

Pakkebude øger indtjeningen i urentabelt marked

De mange overskud i post- og kurerbranchen er objektivt set for små. Ikke desto mindre synes branchen at se på fremtiden med en vis optimisme.

Det er ingen guldrandet forretning at drive post- og kurervirksomhed i Danmark. For selv om langt de fleste virksomheder i segmentet tjener penge, lader både overskudsgrader og evnen til at veksle den indskudte kapital til profit meget tilbage at ønske.

Skræmmeeksemplet er Postnord, som sidste år landede et negativt resultat før skat på 1.222 mio. kr. Den gamle postkæmpe behandles særskilt her på siderne og indgår derfor ikke i den nedenstående nøgletalsanalyse. Det betyder, at Bladkompagniet er segmentets eneste virksomhed med underskud i seneste regnskabsår. Sådan har det været i de seneste tre år, men det får en ende med indeværende regnskabsår, skriver ledelsen i årsrapporten for 2016, hvor forbedringer på rentabiliteten fremhæves.

Netop rentabiliteten er da også hos post- og kurerbranchens akilleshæl. For selv om 7 af 12 virksomheder øgede indtjeningen i det seneste regnskabsår, så branchens samlede profit voksede med 17 procent, får det ikke alle nøgletal til at stråle. Det er eksempelvis kun GLS, DHL og Autobude, der kan præstere en soliditetsgrad over de 30 procent, som anbefales for etablerede virksomheder. Og ingen af de tre præsterer en soliditetsgrad, der er høj nok til, de blander sig i toppen hos kollegaerne fra transportbranchen.

Afkastet halter
Heller ikke afkastningsgraden imponerer. Ganske vist gik seks af tretten virksomheder frem fra 2015 til 2016, men året forinden var sket så store tilbageskridt, at det kun er Bladkompagniet, Dansk Transport Group og UPS, som i dag kan fremvise en højere afkastningsgrad end i 2014. Det betyder, at den gennemsnitlige afkastningsgrad i det seneste regnskabsår var på knap 7 procent.

Samme billede gælder, når vi ser på egenkapitalens forrentning. Her ligger kun GLS og World Courier Denmark i 2016 højere, end de gjorde i 2014, selv om det dog bør nævnes, at både Xpressen og Danx sammen med store GLS kan fremvise en forrentning af egenkapitalen på den gode side af 50 procent.

Tilfredshed og optimisme
Der er altså tale om fremgang på en skarpslebet knivsæg i post- og kurerbranchen, hvor optimismen ikke desto mindre synes at leve vel. Fire af de fem virksomheder, der gik tilbage på bundlinjen sidste år, udtrykker tilfredshed med resultatet. Og langt de fleste har en forventning om at forbedre indtjeningen allerede i år.

Optimismen kommer også til udtryk i lysten til at ansætte. Vores analyse viser, at otte af de 10 virksomheder, som opgiver antallet af ansatte, opruster medarbejderstaben i 2016.

Kun Rødekro Kurér går tilbage fra 17 til fem ansatte, hvilket for så vidt begrundes med en strukturel omlægning ved årets udløb. Her blev datterselskaberne til Rødekro Kurér samlet i moderselskabet i et håb om at opnå stordriftsfordele og fremtidig vækst.

Vækst og optimisme skal i sidste ende veksles til penge på bundlinjen, og det synes vanskeligt for post- og kurervirksomhederne. Faktisk er det kun GLS, der finder vej til transportbranchens toplister inden for denne niche med en overskudsgrad på flotte 9,2 procent.

Det er måske meget sigende, at de resterende virksomheder kan fremvise en gennemsnitlig overskudsgrad på knap en procent, selv om halvdelen faktisk går frem fra 2015 til 2016.

Artiklen er en del af temaet Top 100 - 2017.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111