23948sdkhjf

Karosseriopbygning på Fyn i 40 år

I år er det 40 år siden, at Keld Thomsen startede Fyns Karosseribyg i Søndersø. I dag driver sønnen Michael forretningen videre på 15. år.

Et 40 års jubilæum for virksomheden og et 15 års jubilæum for direktøren. Det er status for Fyns Karosseribyg (FKB) her ved udgangen af 2017.

Det er 40 år siden, at karetmager Keld Thomsen startede eget værksted i Søndersø, og det er 15 år siden, at sønnen Michael Krogsøe Thomsen overtog virksomheden.

I dag er det en af de få opbyggere, der tilbyder at lave alle typer af opbygninger; men Michael K. Thomsen ved godt, at trenden i branchen går på specialisering.

- Hvis man skal overleve i dag, må man specialisere sig, siger han.

- Stort set alle opbyggere herhjemme finder de specialer, de er gode til, og så koncentrerer de sig om det. Nogle laver lad og kasser, mens andre koncentrerer sig om hydraulikopbygninger.

- Vi har hidtil lavet det, som kunderne vil have, men har de seneste år arbejdet intenst på at specialisere os. Også den måde, de tekniske uddannelser foregår på, lægger op til, at man skal specialisere sig, siger Michael. Der er ingen, der bliver udlært i det hele i dag. Alle de unge bliver specialiseret.

Hidtil er det gået meget godt med at opbygge det, som kunderne efterspørger. Det bliver suppleret med import og service af en lang række mærker inden for trailere og kraner - ligesom FKB også har udviklet sit eget chassis, FYNCAR.

Udlært i Søndersø
Tilbage til historien om FKB, der blev startet af Keld Thomsen. Han blev i 1970 udlært karetmager hos Søndersø Karosseri. Han var en dygtig karetmager, og snart opfordrede kunderne ham til at starte selv.

Det gjorde han i 1977, da han byggede eget værksted i Søndersø med en medarbejder i værkstedet og hustruen Grete, som hjalp til på kontoret ved siden af sit fuldtidsjob som sygehjælper.

Keld fik hurtigt øgenavnet "ham med kasketten," fordi han altid gik med kasket. Det var hans varemærke, ligesom den personlige kontakt til kunderne også var det.

Oprindelig ville Keld Thomsen skabe en lille opbyggervirksomhed med en rolig vækst. Han havde forestillet sig, at der skulle være fire ansatte efter fire år; men firmet fik en fantastisk start med vind i sejlene. Allerede efter de første 12 måneder havde Keld 12 ansatte og ordrebogen var godt fyldt op.

Udvidelse og krise
I 1981 kunne Keld og Grete udvide med Hal 2, så fabrikken omfattede 2000 kvadratmeter. Samme år satte en voldsom økonomisk krise ind. Ordremængden faldt drastisk, og i perioden var det kun de nære og faste kunder, der blev hængende.

Redningen skulle blive Kelds gode relationer i nærområdet. Det lykkedes at leje Hal 2 ud til lager- og kornopbevaring samt reparation af glasfiber skader.

På den måde kunne virksomheden styre igennem krisen med skindet på næsen. I 1983/84 var ordrebeholdning igen intakt og kapaciteten fuldt udnyttet.

Flere produkter kom til som paneler fra Norfrig, kærrechassiser fra Gelsted, forhandling af Z-liften, opbygning af Nopa påhængsvogne og HMF kraner.

Uddannelse af lærlinge
Inden begrebet CSR blev en del af danske virksomheders begrebsverden, var det en naturlig del af Kelds "rekruttering" at samarbejde med det dengang lokale jobcenter i kommunen.

Der blev tilbudt beskæftigelse til unge, som på den ene eller anden måde havde fået en "skæv" start. De fik arbejde som fejedrenge med lovning om uddannelse hos Keld, der havde sin egen facon at hjælpe dem på.

Fyns Karosseribyg har gennem årene udlært mange lærlinge og flere af dem er stadig medarbejdere i virksomheden.

- Uddannelse af lærlinge er en stadig en æresforpligtelse hos os, siger Michael Krogsøe Thomsen, som glæder sig over, at der ofte er rift om lærepladserne, fordi eleverne hos Fyns Karosseribyg får lov at prøve kræfter med mange typer opgaver.

- Eleverne får kendskab til alt fra el- og hydraulikarbejde til arbejde med sort stål, aluminium og rustfrit stål; men bredden gør det også sværere, at rekruttere nye medarbejdere. Derfor søger vi også blandt landbrugs- og maskinmekanikere foruden kleinsmede.

Generationsskiftet i 2002
2002 blev et skelsættende år for Fyns Karosseribyg. Grete og Keld kunne fejre 25 års jubilæum, og de overlod roret til deres søn Michael, som selv er færdigudlært hos Fyns Karosseribyg suppleret med lærepladser hos GMF Gelsted og HMF.

Michael havde været en aktiv del af virksomheden i flere år og blandt andet stået for en modernisering af lager, papirgange og indførelse af IT. Nu fik han ansvaret for at drive virksomheden videre efter sig eget hoved.

I 2006/07 var pladsen blevet for trang i Søndersø, så beslutningen blev taget om opførelsen af et ny domicil i Odense på 2.000 kvadratmeter, der stod klar til indvielse 1. januar 2008.

Faktisk gentog faderens historie sig for sønnen. Knap var Odense-afdelingen indviet, før den økonomiske krise satte ind med et mærkbart fald i ordreindgangen fra den ene dag til en anden.

Igen lykkedes det at holde skindet på næsen, og i dag er der 28 mand ansat i Odense plus de ni, som arbejder med reparationer i den gamle fabrik i Søndersø.

Fra værksted til salg
For to år siden blev Charlotte Villum Jensen som adm. direktør og det har betydet en stor aflastning for Michael Krogsøe Thomsen.

- Charlotte koncentrerer sig om alt det administrative og står for marketing og en stor del af salget. Meningen er, at jeg skal trække mig ud af arbejdet i værkstedet og koncentrere mig fuldt om salg og kunder som led i et glidende generationsskifte i salgsafdelingen; men det er svært - især fordi jeg godt kan lige at være i værkstedet, siger Michael.

Produktprogrammet består stadig af karosseriopbygninger suppleret med service og reparation af opbygning med kran, hejs, tip og kasser.

Desuden forhandles Z-lift og BÄR lift, Palfinger kraner, HMF kraner og hejs, F.X. Meiller tip og kroghejs, SOR Iberica kølekasser, Wielton blokvogne, NÄRKO foldedørskasser, samt fremstilling af egne chassis´er af mærket FYNCAR.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109