23948sdkhjf

Når højere pris giver lavere omkostninger

Det er ikke den billigste trailere, som vognmand Peter Markussen har valgt; men på sigt regner han med, at den alligevel bliver billigst

Hos vognmandsfirmaet K.V. Markussen A/S i Middelfart har man for nylig suppleret vognparken med et nyt 6-akslet træk til fragtmandskørsel. Forrest sørger en Scania R 450 for trækkraften, bagest sørger en 3-akslet Pacton påhængsvogn med Z-lift for at tage sin del af slæbet.

Tidligere erfaringer med citytrailere fik vognmand Peter Markussen til at vælge Pacton igen, selv om den bestemt ikke var billigst i indkøb.

- For seks år siden investerede vi i tre nye citytrailere. Vi fik leveret to Pacton af Korsdal Trailer samt en af andet fabrikat. Erfaringerne med Pacton har været så gode, at det var oplagt at bede Henrik Korsdal om også at levere den nye påhængsvogn, siger vognmand Peter Markussen.

De har kørt problemfrit
- Pacton-trailerne har kørt problemfrit i modsætning til citytraileren af andet fabrikat, så selv om vi sagtens kunne have fået en billigere påhængsvogn end den nye her, er vi overbevist om, at den bliver billigere i det lange løb.

Ud over de gode erfaringer med citytrailerne baserer Peter Markussen sine forventninger om lavere driftsomkostninger på lang sigt på, at han har fået opfyldt en række individuelle ønsker ved specificering af den nye påhængsvogn.

Opbygget efter ønske
- Selv om vores ønsker ikke indgik i Pactons standard-specifikation, kunne vi få opbygget påhængsvognen præcis, som vi ville, siger vognmanden og nævner blandt andet de bundhængslede 3-delte sider indvendigt i 40 cm alu-profiler, 2-ton surringsøjer for hver 40 cm forsænket indvendigt i begge sider, støjsvag riflet alu-bund og fuld metallisering af chassiset.

- Vi har investeret lidt ekstra for at gøre påhængsvognen langtidsholdbar. Den skal gerne holde to forvogne ud. Baseret på vores erfaringer med Pacton citytrailerne ser det ud til sagtens at kunne lade sig gøre, fastslår Peter Markussen.

Påhængsvognen kører på tre 9-ton luftaffjedrede BPW-aksler med skivebremser, separat hæve-/sænkefunktion på for- og bagaksler samt akselløft på anden aksel med tvangssænkning ved belastning.

Den indvendige ladlængde er 7,5 meter, og ud over de indvendige alu-sider består opbygningen af dobbelte skydestolper med tre rækker alu-brædder, skydepresenning i begge sider med fuld sideåbning samt fast presenningtag.

Z-lift og LED-lys
Z-liften har 2,5 ton kapacitet og er udrustet med to meter metalliseret liftplade. Den har betjeningsgreb i begge sider og fjernbetjening.

Samtlige markerings-, arbejds- og signallygter på påhængsvognen er af LED-type, og ledningsnettet er trukket uden samlinger.

Det nye træk kan laste 18 EUR-paller på forvognen og 19 paller på påhængsvognen. Det indgår i K.V. Markussens flåde på knap 30 trækkende enheder samt 40 påhængsvogne og trailere. Vognparken er opbygget til både fragtkørsel med stykgods, speditionskørsel, specialtransport med nedbyggede og udtrækstrailere, samt krankørsel, tanktransport.

Mange æg i kurven
- Vi har mange forskellige æg i kurven. Derfor skal vores vognpark være fleksibelt opbygget, siger Markussen.

- Netop fleksibilitet er en af de betegnelser, jeg vil hæfte på vores Pacton-indkøb. Det gælder dels den fleksibilitet, som Henrik Korsdal udviste i forbindelse med opbygningen, dels den fleksibilitet, som påhængsvognen giver os til at udføre kørselsopgaver med.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078