23948sdkhjf

Danmark gik glip af en milliardgevinst i postfusion

En beslutning om at skille sig af med en stor ejerandel af det belgiske postvæsen har kostet Postnord og den danske statskasse milliarder.

Danmark gav slip på en økonomisk gevinst i milliardklassen, da det danske postvæsen i 2009 fusionerede med det svenske. Dermed har den dansk-svenske postfusion været langt mere kostbar for de danske skatteborgere, end det hidtil har været fremme.

Det skriver Finans.

Den dyre beslutning blev truffet i 2009, da den danske stat solgte en større aktiepost i det belgiske postvæsen for at få Postnord-fusionen til at lykkes.

Den belgiske aktiepost blev overtaget af den britiske kapitalfond CVC, som ifølge Finans’ beregninger, der er valideret af en kilde tæt på processen, har tjent 4,8 mia. kr. på aktieposten.

- Når vi i dag ved, hvor godt værdien af det belgiske postvæsen udviklede sig, og hvor skidt det er gået for Postnord, ligner det selvfølgelig en meget skidt beslutning, siger professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, der dog påpeger, at det var svært at forudsige i 2009.

Mens CVC har tjent mange penge på de belgiske aktier, er det gået støt ned ad bakke for Postnord, hvor den danske del af forretningen siden 2012 har leveret et samlet underskud på næsten to mia. kroner. I oktober måtte den danske stat skyde 1,4 mia. kr. ind i selskabet for at undgå en konkurs.

Ifølge interne dokumenter, som Finans har fået aktindsigt i, gav det problemer, at kapitalfonden CVC var medejer i Post Danmark. Svenskerne brød sig ikke om at få kapitalfonden med i Postnord. Derfor endte det med en byttehandel, hvor CVC blev købt ud af Postnord-fusionen, men til gengæld overtog den belgiske aktiepost.

Daværende transportminister Lars Barfoed (K) ønsker ikke at kommentere udviklingen i de to selskaber, siden han præsenterede fusionen i 2009. I Transportministeriet fastholder selskabsdirektør Michael Birch, at det på daværende tidspunkt var en rigtig beslutning at satse på Postnord-fusionen frem for et ejerskab i Belgien.

- Selv om investeringen i La Poste-De Poste var interessant, så var det ikke en strategisk investering. Det var ægteskabet med svenskerne, der var strategisk, siger Michael Birch til Finans.

I Dansk Folkeparti vækker oplysningerne om salget af de belgiske aktier frustration.

- Hvis der er rigtigt, at man har vinket farvel til sådan en gevinst, så har man da også gjort alt, hvad man kunne, for at gøre livet svært for sig selv, siger DF’s postordfører, Henrik Brodersen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062