23948sdkhjf

Nye tal: Rekordmange biler på motorvejene

Danskerne kører mere på motorvejene end nogen sinde før. Det skaber risiko for trængsel og uforudsigelige køer på vejene

De hjemlige motorveje oplever i disse år en markant trafikvækst. Nye tal fra Vejdirektoratet viser, at trafikanterne i 2017 kørte 4,1 % flere kilometer på de danske motorveje end året før. Og sådan har tendensen været, siden vi begyndte at bevæge os ud af finanskrisen.

Blandt hovedårsagerne til den stigende trafik kan nævnes den generelle fremgang i økonomien, øget beskæftigelse, større privatforbrug samt voksende samhandel med udlandet. Samtidig har bilsalget ligget rekordhøjt de senere år. 

- Der er ingen tvivl om, at denne markante stigning, som vi oplever år efter år på det overordnede vejnet, skaber trængsel – simpelthen, fordi der er flere bilister, der skal deles om pladsen. Det betyder også, at risikoen for uheld og kø bliver større i takt med, at trafikken vokser, og flere motorveje nærmer sig deres kapacitetsgrænse, siger trafikdirektør i Vejdirektoratet Niels Tørsløv og fortsætter:

- Det skaber selvfølgelig nye udfordringer for os i Vejdirektoratet med at sørge for, at vi hele tiden udnytter den eksisterende kapacitet på vejene bedre og mere intelligent, så trafikanterne ikke spilder for meget tid med at sidde i kø. Det sker blandt andet ved at afprøve nye løsninger og indretning af vejene, som for eksempel forsøg med kørsel i nødspor, dynamisk ruderanlæg og mobilt autoværn.

Desuden viser målinger, at når nye motorvejsstrækninger åbner, så flytter en del af trafikken fra de mindre veje over på motorvejene. På den måde sparer trafikanterne tid, men det bidrager også til den støt stigende trafik på det overordnede vejnet. 

- Vi kan se, at trafikanterne vælger motorvejene, når de kan. Det er godt for trafiksikkerheden, eftersom motorvejene generelt er de mest sikre veje at køre på, men det giver os udfordringer med at håndtere den voksende trafik, forklarer Niels Tørsløv.

Trafikken stiger mest i myldretiden
Udfordringerne bliver ikke mindre af, at trafikstigningen ikke er spredt jævnt ud over hele dagen, men er stærkest i de tidsrum, hvor der i forvejen er mest travlt ude på vejene - nemlig myldretiderne. 

- Trafikken i myldretiderne udgør en særskilt udfordring, fordi den stiger kraftigst og dermed lægger et ekstra pres på de travleste motorveje, forklarer Niels Tørsløv.

- Konsekvensen er, at vi får mere uforudsigelige rejsetider i spidsbelastnings-tidspunkterne om morgenen og om eftermiddagen - simpelthen fordi der kun skal ganske små ulykker eller hændelser til at skabe køer og sætte trafikken i stå i lang tid.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078