23948sdkhjf

Aalborg Havn vokser stort på gods

Aalborg Havn fortsætter den positive udvikling fra tidligere år og er gået ud af 2017 med et overskud på 35 mio. kr.

2017 blev endnu et godt år for Aalborg Havn-koncernen med et samlet overskud i 2017 på 35 mio. kr. Samtidig har Aalborg Havn i 2017 formået at fastholde omsætningsniveauet fra rekordåret 2016 på omtrent 200 mio. kr.

- Årets resultat lever op til vores forventninger, så både ledelse og bestyrelse er godt tilfredse, siger Thomas Kastrup-Larsen, borgmester og bestyrelsesformand i Aalborg Havn A/S, og fortsætter:

- I de senere år har Aalborg Havn arbejdet med en strategimodel, vi kalder ”Den Intelligente Havn”. En intelligent havn er ikke kun en veldrevet virksomhed. Den styrker også sine omgivelser via tæt samarbejde med virksomheder og institutioner, der er afhængige af havnens ydelser og beliggenhed. Vi oplever, at både nye og eksisterende kunder i stigende grad benytter Aalborg Havn til både logistiske løsninger og specialiseret viden. Og det bekræfter os i, at vi er på rette spor i transformationen fra traditionel havn til videns- og udviklingsvirksomhed.

Højeste godsomsætning i ni år
Godsomsætningen i 2017 tegner samme positive billede. Årets godsmængde rundede 3,10 mio. tons, hvilket er en stigning på mere end 6 procent i forhold til 2016. Hermed er 2017 ét af de år, hvor der er håndteret mest gods samlet set på Aalborg havn – kun overgået af 3,16 mio. tons i 2008 og 3,13 mio. tons i 2006. Medregnes godsmængden på Aalborg Portland Havn beløber den totale godsomsætning på Aalborgs havne i 2017 sig til 5,5 mio. tons.

Containerforretningen må dog notere sig et mindre fald på 1,4 procent, og også antallet af skibsanløb i Aalborg havn er faldet i 2017 til 1.101 mod 1.169 anløb i 2016. Det er der dog en god forklaring på:

- Antallet af anløb er faldet en smule i forhold til 2016. Det skyldes blandt andet færre containerenheder end tidligere til og fra Grønland. Samtidig handler det i særdeleshed om, at kunderne i stigende grad benytter større og større skibe. Det samlede billede er dog positivt og vidner om, at der er godt gang i det nordjyske erhvervsliv, siger Thomas Kastrup-Larsen.

2017 bød endvidere på rekord i antallet af krydstogtanløb med ikke færre end 35 anløb og 31.500 krydstogtpassagerer over kajen i Aalborg.

Blomstrende godsbane
Årets højdespringer er godsbanen, hvor antallet af anløb er steget markant i 2017. Kombinationen af det nye godsbane-setup med DB Cargo og den eksisterende trafik har betydet, at der i 2017 har været 158 tog forbi Aalborg havn med 1.045 vogne imod 27 anløb og 598 vogne i 2016.

Den positive udvikling på godsbanen fortsætter, og i 2017 alene har vi flyttet 55.000 tons gods på godsbanen – det svarer til omtrent 2.800 lastbiler, der er fjernet fra landevejene. Vi vurderer, at der på sigt er potentiale til op imod 300.000-500.000 tons gods årligt, så godsbane-indsatsen fortsætter med uformindsket styrke i 2018, fortæller adm. direktør i Aalborg Havn A/S, Claus Holstein.

Det gode årsresultat i 2017 betyder, at Aalborg Havn står med en egenkapital på 517 mio. kr., hvoraf en stor del er øremærket til løbende investeringer i vækstorienterede projekter.

- Vi har en klar vækststrategi, og vi har lagt et aggressivt budget for 2018 med fokus på at styrke toplinjen. Via investeringer i nye faciliterer, samarbejder og viden er vores vision at skabe vækst sammen med de eksisterende kunder og samarbejdspartnere i postnr. 9220. Og samtidig mener vi også, at dette er midlet til at tiltrække nye aktører til havnen, afslutter Thomas Kastrup-Larsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14