23948sdkhjf

Uber-chauffører skal betale 11,3 millioner tilbage i Skat

En skattekontrol af tidligere Uber-chauffører i Danmark viser, at stort set alle chauffører skylder Skat penge

Danske Uber-chauffører har haft svært ved at opgive korrekte oplysninger, når de har skulle indberette deres indtægter for Uber-kørslen til Skat. 

I 99 procent af tilfældene i en netop afsluttet skattekontrol, har Skat opdaget fejl og mangler i de tidligere chaufførers moms- og skatteforhold. 

Det betyder, at i alt cirka 11,3 millioner kroner skal betales tilbage, lyder det i en pressemeddelelse fra Skat. 

I alt er 1195 chauffører ud af 1799 chaufførers oplysninger blevet tjekket. De stammer fra perioden oktober 2014 - da kørselstjenesten Uber kom til Danmark - til udgangen af 2015. 

Blot tre af de 1195 chauffører havde korrekte skatteoplysninger. 

Oplysningerne stammer fra de hollandske myndigheder, der udleverede oplysningerne om chaufførerne til Danmark i efteråret 2016. 

Den høje fejlforekomst i chaufførernes indberetninger er ifølge Søren Buss, der er underdirektør i Skat, "helt usædvanlig". 

- Nu sender vi opkrævninger ud til de chauffører, så de får betalt den skat, de skal. Derudover har vi anmodet de hollandske skattemyndigheder om oplysninger for 2016 og 2017, så vi kan kontrollere, om chaufførerne har indberettet de rigtige oplysninger i begge år, siger han i en pressemeddelelse. 

Han opfordrer alle personer, der ved, at de har haft en indkomst som Uber-chauffører i 2017, til at selvangive det, inden det er for sent.

Også skatteminister Karsten Lauritzen (V) opfordrer til, at digitale tjenester indberetter den korrekte skat. 

- Der skal være plads til, at nye digitale tjenester kan operere i Danmark. Men en af forudsætningerne er selvfølgelig, at fx chauffører betaler skat ligesom alle andre, der tjener penge i det her land. Og det er tydeligvis ikke sket, lyder det fra ministeren i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094