23948sdkhjf

Klima-smart vej åbnet i Sverige

Verdens første el-vej er indviet ved Stockholms lufthavn Arlanda. Nu kører en lastbil på ruten med pakker

I sidste uge blev det længe ventede el-vejsprojekt eRoadArlanda indviet i Sverige. Der er tale om et stykke offentlig vej, hvor elektriske køretøjer kan oplades under kørslen. Løsningen, der er både bæredygtig og omkostningseffektiv gør det muligt at elektrificere allerede eksisterende vej ved at lægge en el-skinne ned i asfalten.

Det er denne skinne, som overfører energi til el-køretøjet via en bevægelig arm. Så længe køretøjet befinder sig over skinnen og har kontakt til den via armen, overføres der energi.

Foreløbig består denne svenske verdenssensation af en strækning på to kilometer offentlig vej (rute 893) mellem fragtterminalen i Stockholms lufthavn Arlanda og PostNords pakketerminal i logistikområdet Rosersberg.

En 18-ton distributions bil fra DAF er blevet ombygget af hollandske E-traction og forsynet med en 600 kg tung batteripakke.

Lastbil har kørt på ruten siden efteråret; men nu kan den blive ladt op, mens den kører med pakker mellem de to terminaler. Bilen kører fem-seks timer om dagen.

Indviet af ministeren
El-vejen blev indviet af Sveriges transportminister Tomas Eneroth og generaldirektør Lena Erixon fra Trafikverket ved en ceremoni onsdag den 11. april. Med ved ceremonien var også opfinderen Gunnar Asplund, som fik ideen til projektet for mere end ti år siden.

- I dag er vi kommet et skridt nærmere en løsning, der kan medvirke til at skabe en fossilfri vejtransport, sagde ministeren ved indvielsen. Han blev sekunderet af Lena Erixon fra Trafikverket, der sagde, at samfundet skal være med til støtte sådanne udviklingsprojekter, der bidrager til langsigtede og bæredygtige transportløsninger.

20 virksomheder står bag
Det er et konsortium af 20 virksomheder og organisationer, der står bag eRoadArlanda. Konsortiet skal nu drive drive el-vejen.

Bestyrelsesformand i konsortiet er Hans Säll, som også er chef for forretningsudvikling i byggefirmaet NCC, der har bygget el-vejen. Projektleder for eRoadArlanda er Sofia Lundberg, som også er forskningsdirektør i VTI.

Mere el-vej
Den to kilometer lange el-vej ved Arlanda er bare begyndelsen. Trafikverket ønsker at bygge en el-vej, som er 20-30 km lang.

- Vi vil videreudvikle og teste teknikken. Derfor opfordrer vi regeringen til at finansiere en endnu længere el-vej. Hvis vi går i gang nu, kan vi tage den i brug om fire år, siger Lena Erixen til det svenske fagblad Transportnytt.

Trafikverket ønsker også at udvikle nogle internationale standarder, så el-vejsnettet kan kommercialiseres og udbredes til andre lande.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078