Denne vinter blev der spredt 17 procent mere salt end normalt for at bekæmpe frost og is på de store veje. Det opgørelsen over Vejdirektoratets indsats på det overordnede vejnet i vintermånederne.
- Tallene viser meget tydeligt, at vores entreprenører især i slutningen af vinteren måtte levere en ekstra stor indsats for at holde de store veje farbare for trafikanterne, siger vinterservicekoordinator Carina Meldgaard Frandsen fra Vejdirektoratet.
- Vi arbejder altid ud fra en målsætning om at begrænse saltforbruget på vejene; men når vinteren virkelig bider – som den gjorde i marts –rykker vi ud med alle mænd og maskiner for at sikre så gode køreforhold som muligt.
Sibirisk kulde i marts
Vinteren var hårdest for vejene i store dele af Jylland. Vejdirektoratets tal viser, at der var behov for at sprede mest salt i Syddanmark samt Midt- og Vestjylland, mens saltforbruget var relativt mindst på Sjælland og i Hovedstadsområdet.
- Selv om marts er en forårsmåned, så gjorde den sibiriske kulde, vi pludselig fik, at m arts 2018 blev den næsthårdeste marts for vejene siden 2000. Kun marts 2013 var hårdere, siger Carina Meldgaard Frandsen.
Derudover har vinterens effekt på vejene i denne omgang mere bestået af frost og is end egentlig sne. Således har Vejdirektoratets entreprenører foretaget 30 procent mindre snerydning end på en såkaldt normalvinter.