23948sdkhjf

Frygt for trafikalt ragnarok ved FM-lukning

Kulturminister Mette Bock (LA) har lagt op til at lukke FM-båndet i 2021. Men kun få biler har DAB-radioer

Vi slukker for FM i 2021 og går over til digital radio.

Sådan lød det fra kulturminister Mette Bock (LA), da hun i begyndelsen af april præsenterede regeringens udspil til dansk mediepolitik de kommende år.

Men lukningen af FM-båndet er uigennemtænkt, mener Socialdemokratiets transportordfører, Rasmus Prehn. Regeringen har glemt at tage højde for trafiksikkerheden, frygter han.

Mange bilister vil nemlig ikke længere modtage trafikmeldinger, der i dag udsendes over FM-radio, påpeger han.

- Det vil i værste fald kunne ende i ragnarok og trafikkaos, siger Rasmus Prehn.

Derfor har han kaldt Mette Bock i samråd om sagen. Det finder sted mandag. Rasmus Prehn håber at samrådet kan kaste lys over regeringens overvejelser.

For det er ikke blot et problem, at mange biler slet ikke har DAB-radioer. Teknologien i dag er heller ikke moden til at skifte, mener Prehn.

- I dag er det sådan, at når man sætter sig ind i sin bil med FM-radio, kan man slå trafikmeldinger til. Så uanset hvilket radioprogram man hører, bliver man afbrudt af trafikmeldinger, hvis der for eksempel er trafikkaos på en motorvej, forklarer han.

- Hvis man bliver tvunget over på DAB+, som regeringen lægger op til, kan man ikke blive afbrudt af trafikmeldinger. Så skal man høre et bestemt radioprogram for at få dem.

Rationalet bag regeringens forslag om at lukke FM-båndet er, at der er plads til flere radiokanaler på digital radio. Ved at lukke FM, vil regeringen fremskynde overgangen til digital radio.

Rasmus Prehn er enig i, at det i sidste ende må være målet. Men for bilisterne er der et uløst problem, påpeger han.

- Lige nu og her findes den teknologiske løsning ikke. Og hvis ikke man får fundet den, så har man en situation, hvor den siddende regering vil lukke ned for FM-båndet, uden at man har et alternativ, siger han.

En meningsmåling, som Voxmeter foretog for Ritzau i april, viser, at 69,2 procent af danskerne foretrækker at beholde FM-båndet, også efter 2021.

/ritzau/

Læs mere om: DAB
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.454