23948sdkhjf

Ny overenskomst mellem ITD Arbejdsgiver og Krifa

Krifa og ITD Arbejdsgiver har aftalt en fornyelse af overenskomsten. Ændringerne træder i kraft den 1. juli 2018 og indebærer blandt andet en forhøjelse af mindstelønnen

Overenskomstforhandlingerne mellem ITD Arbejdsgiver og Krifa er vel gennemført, og parterne er blevet enige om fornyelse af overenskomsten for en 1-årig periode. Den nye overenskomst træder i kraft den 1. juli 2018.

Overenskomstfornyelsen betyder en lønfremskrivning, som giver 3,5 kroner mere i timen i mindsteløn for blandt andet chauffører, mekanikere og lagermedarbejdere. Da der er tale om en minimallønsoverenskomst, bliver der lokalt ude på virksomhederne aftalt en personlig løn ud fra kvalifikationer, anciennitet med videre.

Chef for Erhvervsafdelingen hos Krifa, Kurt Bech, er tilfreds med overenskomsten.

- Endnu engang har vi forhandlet en overenskomst, som begge parter er meget tilfredse med. Det har været vigtigt for os at have en overenskomst, som er let forståelig og praktisk anvendelig for både arbejdsgiver og lønmodtager. Vores overenskomst er tværfaglig og sikrer derfor gode arbejdsvilkår uanset stillingsbetegnelse, siger han.

Også direktør for ITD Arbejdsgiver, Trine Schiørring Plesner, er glad for resultatet.

- Vi har bygget videre på de gode grundsten i den gældende overenskomst, og det er meget glædeligt, at vi står med en stærk overenskomst. Den sikrer både gode arbejdsvilkår for medarbejderne og samtidig fleksibilitet for virksomhederne. Det er en stærk overenskomst med løn og ansættelsesvilkår på brancheniveau, siger hun.

Mediation som forsøg
I forbindelse med overenskomstfornyelsen har Krifa og ITD Arbejdsgiver aftalt at indføre mediation som en forsøgsordning i den kommende overenskomstperiode, der kan fungere som et alternativ til traditionel konfliktløsning.

Parterne kan vælge at løse en faglig uenighed ved at bruge en neutral mediator, som er trænet i at hjælpe mennesker til selv at fremkomme med løsninger på konflikten. Det er frivilligt for hver af parterne, om de ønsker at deltage i mediationen. Hvis der skal være en mediationsproces, er det arbejdsgiver, der skal dække udgifterne. Krifa har en række uddannede mediatorer, som parterne kan vælge at trække på gratis under forsøgsordningen.

Kurt Bech glæder sig over forsøgsordningen med mediation.

- Vi tror, at mediation er et rigtig godt værktøj, der både kan hindre konflikter i at vokse sig for store, og samtidig er det en rigtig god måde at hjælpe parterne til at komme videre sammen i stedet for hver for sig, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.172