23948sdkhjf

Storebæltsbroen genåbnet efter brændende lastbil

Storebæltsbroen er nu helt åben, efter at en brændende lastbil lukkede den i begge retninger i timevis mandag

Trafikken over Storebælt er igen åbnet, efter at en lastbil brød i brand på broen og standsede al trafik.

Omkring klokken 17 fortæller Vejdirektoratet på Twitter, at broen nu er åben. Men at der stadig er massiv kø.

- Så er oprydningen overstået og Storebæltsbroen er genåbnet i retning mod Fyn i begge spor. Lukningen har dog skabt en massiv kø, der skal afvikles, så forvent længere rejsetid til først på aftenen, hvis du skal over Storebælt mod Fyn, skriver Vejdirektoratet.

Lidt efter klokken 16 fortalte Fyns Politi, at broen var delvist genåbnet og at der igen kunne køre tog.

Det oplyste Sten Nyland, vagthavende ved Fyns Politi.

- Der er kommet voldsomme køer på grund af lastbilen, som skal afvikles. Men trafikken mod Sjælland begynder at se regelmæssig ud, siger Sten Nyland.

Lastbilen var på vej mod Fyn, da den brød i brand på lavbroen og udviklede tyk, sort røg.

Politiet oplyste om branden omkring 13.30.

Den brændende lastbil lukkede for al trafik over broen, mens der blev arbejdet på at slukke branden. Ifølge Fyns Politi kørte lastbilen med madaffald.

Det er endnu uvist, hvad der forårsagede branden. Der er ikke meldinger om tilskadekomne.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.455