23948sdkhjf

Stykke af industristen rammer bil på Sønderjyske Motorvej

Med hjælp fra hunde har politiet fundet den genstand, som angiveligt blev kastet mod en bil nord for Rødekro.

Politiet mener at have fundet den genstand, der mandag aften tilsyneladende ramte en bil på E45, også kendt som Sønderjyske Motorvej.

Det fortæller vagtchef Ole Aamann fra Syd- og Sønderjyllands Politi tirsdag.

- Vi har ledt med hunde og folk derude og har fundet en genstand, siger vagtchefen.

Der er tale om et stykke af en industristen, muligvis fra en betonflise. Stenen skal klokken 18.14 have ramt en personbil, da den passerede en bro ved Hovslundvej mellem afkørsel 69 og 70 nord for Rødekro.

Bilen fik skader på front og forrude, men føreren, en 44-årig dansk mand, kom ikke noget til. Stenen er torsdag ved at blive undersøgt nærmere.

Det vides ikke med sikkerhed, om det, der har ramt bilen, er kastet fra vejbroen. En anden mulighed er, at det er faldet af et køretøj, der kørte over broen. Det kan også være tabt af et køretøj på selve motorvejen.

Føreren af den ramte bil var ikke inden det skete opmærksom på nogen personer på broen.

Politiet vil meget gerne høre fra folk, som har bemærket nogen eller noget på eller omkring broen ved Hovslundvej ved 18.15-tiden mandag aften.

Mens politiet mandag aften ledte efter den genstand, der blev kastet, var motorvejen spærret i begge retninger mellem afkørslerne 69 og 70. Motorvejen blev genåbnet kort efter klokken 00.30.

/ritzau/

Kilde: /ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093