23948sdkhjf

Udskældt vognmand om chaufførers forhold: Loven er overholdt

Kurt Beier Transport bliver undersøgt af politiet for tvivlsomme forhold for udenlandske chauffører

Vognmandsvirksomheden Kurt Beier Transport A/S, der bliver undersøgt af politiet for brud på loven om menneskehandel, mener ikke at have gjort noget strafbart.

Politiet ransagede tirsdag firmaets adresse i Padborg, efter at 3F havde afsløret, at chauffører fra Filippinerne har boet under tvivlsomme forhold.

Men Kurt Beier Transport venter ikke, at sagen fører til noget. Sådan lyder det fra firmaets advokat, Anders K. Németh.

- Kurt Beier Transport A/S samarbejder fuldt ud med politiet i undersøgelsen af de forhold, der har været omtalt i dagspressen de seneste dage.

- Jeg er ganske overbevist om, at det ved undersøgelsens afslutning vil kunne konstateres, at der ikke på nogen måde er sket overtrædelser af gældende lovgivning, siger han i en skriftlig kommentar.

Firmaets direktør, Karsten Beier, ønsker ikke at stille op til interview.

Syd- og Sønderjyllands Politi har oplyst, at man efterforsker sagen ud fra en mistanke om, at menneskehandel kan have fundet sted.

Center mod Menneskehandel bistår politiet med at afklare, om det har været tilfældet.

Der kan ifølge centrets definition være tale om menneskehandel, hvis man "ved brug af tvang, trusler, vold og udnyttelse rekrutterer ofre blandt mennesker, der i forvejen befinder sig i en sårbar situation".

Arbejdsmarkedsforsker Jonas Felbo-Kolding, Københavns Universitet, siger, at det ikke i sig selv er ulovligt at benytte chauffører fra lande uden for EU.

Det kan lade sig gøre under EU-reglerne om såkaldt cabotagekørsel.

- Man har oprindelig lavet den her regulering om cabotage, fordi man ønskede, at lastbiler ikke kørte tomme rundt, når de havde afleveret internationalt gods.

- Så gav man den mulighed for at køre tre indenrigsture inden for syv dage. Så er man så endt i en situation, hvor noget tyder på, at nogen primært bruger de her regler til at køre indenrigsture.

Arbejdsmarkedsforskeren har ikke tidligere set, at danske vognmandsvirksomheder har sat det i system på den måde, som Kurt Beier tilsyneladende har gjort.

- Det med lejren tyder på, at man har sat det mere i system, end vi har set tidligere. Men at man har brugt cabotagereglerne til indenrigskørsel under dække af, man kører international transport, det er ikke nyt. Den nye viden ligger mest i omfanget og graden af systematik, siger han.

Ifølge Fagbladet 3F blev et datterselskab under Kurt Beier Transport A/S i 2016 dømt for underbetaling af en rumænsk chauffør.

/ritzau/

Artiklen er en del af temaet Kurt Beier-sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078