Hollandsk fagforening: Chauffører hos dansk firma bor i slum i hele Europa
Afsløringerne af filippinske chauffører, der lever i primitive lejre hos det danske transportfirma Kurt Beier Transport, er blevet mødt med chok og fordømmelse i det meste af Danmark.
Tirsdag ryddede det danske politi lejren i en stor aktion, hvor 26 chauffører fra Filippinerne og Sri Lanka frivilligt fulgte med i politiets varetægt.
Nu viser det sig, at sagen om Kurt Beier Transport kan trække tråde til lignende lejre og andre usle indkvarteringsforhold i flere europæiske lande, skriver Avisen.dk.
Den hollandske fagforening FNV oplyser til Avisen.dk, at organisationen igennem længere tid har indsamlet dokumentation for, at filippinske chauffører fra Kurt Beier Transport arbejder under "frygtelige" forhold, mens de kører for det danske firma på europæiske veje.
- Vi har interviewet filippinske chauffører i flere europæiske medlemslande, der dokumenterer de horrible forhold, som Kurt Beiers chauffører lever under. Ikke kun i Danmark, men også i Holland og andre europæiske lande, siger Edwin Atema, leder af FNV's researchafdeling til Avisen.dk.
- Vi betragter de her chauffører som ofre for menneskehandel. Derfor har vi lavet en formel opfordring til Europol om at lave en koordineret indsats imod Kurt Beiers aktiviteter i en lang række lande, der skal beskytte chaufførerne, tilføjer han.
FNV oplyser, at de via Europol har bedt politiet i Holland, Tyskland, Belgien, Frankrig, Danmark og Sverige om at gribe ind overfor Kurt Beiers aktiviteter.
I Holland har der tidligere i oktober været en aktion lig den i Danmark, hvor ni filippinske chauffører blev taget i myndighedernes varetægt.
De er efterfølgende blevet behandlet som ofre for menneskehandel, og har modtaget beskyttelse fra de hollandske myndigheder.
Edwin Atema understreger, at FNV følger den danske sag om slumlejren i Danmark tæt.
- Vi er altid opmærksomme på, om myndighederne giver de her chauffører den beskyttelse, som de har krav på. Desværre er det ikke alle lande, der klarer den opgave lige godt, siger Edwin Atema.
- Firmaer som Kurt Beier opererer på et internationalt niveau, og derfor skal der også en international indsats til at sikre, at de her chauffører ikke forsvinder ud af myndighedernes søgelys og ind i hænderne på nye firmaer, der udnytter dem, tilføjer han.
Avisen.dk har forsøgt at få en kommentar fra Rigspolitiet og Europol om en mulig tværeuropæisk indsats mod Kurt Beier, men de har ikke ønsket at kommentere sagen.
Avisen.dk har været i kontakt med Karsten Beiers advokat, Anders Németh. Her ønsker man ikke at kommentere sagen.
Artiklen er en del af temaet Kurt Beier-sagen.