23948sdkhjf

Genbrug mere asfalt til gavn for økonomi og miljø

| Af Jesper B. Nielsen | Tip redaktionen om en historie

En markant større del af asfalten på vejene kan genbruges, viser et nyt projekt. Teknologisk Institut vurderer, at den samfundsøkonomiske gevinst kan være et flercifret millionbeløb om året.

Danske chauffører og bilister kan snart rulle over mere miljøvenlig asfalt, der samtidig er billigere. Et nyt projekt viser, at op til 30 procent af det øverste asfaltlag - slidlaget - kan erstattes med genbrugt slidlagsasfalt fra gamle veje uden at gå på kompromis med kvalitet eller sikkerhed. Hidtil har man kun genbrugt cirka 10 procent.

- Det er et glimrende eksempel på, at økonomi og miljø kan gå hånd i hånd. Ved at genbruge mere af vores veje kan vi spare skatteborgerne for mange millioner. Samtidig kan vi skåne miljøet for et stort forbrug af råstoffer og klimaet for CO2-udledning. Jeg vil opfordre branchen, kommunerne og staten til at bringe den nye viden i brug i praksis, siger miljø- og fødevareminister Jakob Ellemann-Jensen.



Projektet "Cirkulær Asfaltproduktion i Danmark" er støttet af Miljø- og Fødevareministeriets MUDP-pulje, der støtter udvikling af ny miljøteknologi.

Enormt potentiale
Som en vigtig del af projektet blev der sidste år testet genbrugsholdig asfalt på motorvejen mellem Holstebro og Herning.

Projektleder Ole Grann Andersson fra Teknologisk Institut er begejstret for resultaterne.

- Vi har målt på alt, hvad vi kan komme i tanke om, og egenskaberne ved genbrugsasfalt og ny asfalt er fuldstændig identiske. Så jeg vil sige, at potentialet i det her projekt er enormt. Man har hidtil været tilbageholdende med at genbruge asfalt i slidlaget, fordi der har manglet dokumentation. Men det problem er nu løst, siger han.

Milliongevinst hvert år
Teknologisk Institut vurderer, at den samfundsøkonomiske gevinst kan være et flercifret millionbeløb om året.

Det afhænger dog af en række faktorer - ikke mindst, hvor mange der lægger om til øget genbrug. KL er parat til at udbrede den nye viden i kommunerne.

- Det giver rigtig god mening både miljømæssigt og økonomisk at benytte genbrugsasfalt - særligt i en tid, hvor mange kommunale veje er nedslidte, fordi mængden af trafik er steget, og køretøjerne er blevet tungere.

Det har resulteret i et stort efterslæb på omkring fire mia. kroner i vedligeholdelsen af de kommunale veje, som vi har brug for at gøre noget ved her og nu. Ved at anvende mere genbrugsasfalt kan vi komme både hurtigere og tilmed billigere i mål, så borgerne igen kan få gode og sikre veje at køre på.

Den viden er det vigtigt, at vi nu får spredt til kommunerne, siger Jacob Bjerregaard, formand for KL’s miljø- og forsyningsudvalg.

Hold dig opdateret med Transportmagasinet
Er du abonnent? Bliv abonnent

Med et abonnement får du ubegrænset adgang til online avisen. Læs avisen online


Send til en kollega

0.165