23948sdkhjf

Lars Løkke kritiserer EU i sag om filippinske chauffører

Statsministeren kritiserer dårlige forhold for lastbilchauffører. Men på finansloven er der ikke flere penge til kontrol af branchen

De seneste dage har flere fra regeringspartiet Venstre taget kraftigt afstand fra forholdene for udenlandske lastbilchauffører i Danmark.

Kritikken kommer en måneds tid efter, at Fagbladet 3F afslørede, at filippinske og srilankanske chauffører har boet i containere under kummerlige forhold i Padborg hos den danske vognmandsvirksomhed Kurt Beier Transport. Chaufførerne har ofte været på arbejde i 18 timer i døgnet og har tjent ned til cirka 15 kroner i timen.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) førte an i kritikken, da han onsdag holdt tale i Bruxelles i Belgien for medlemmerne af Europa-Parlamentet.

- I løbet af dette efterår viste en række tredjelands lastbilchauffører – teknisk set ansat i et andet EU-land – sig at arbejde permanent i Danmark under forfærdelige forhold. Tilsyneladende under påskud af den frie bevægelighed, sagde Lars Løkke Rasmussen og fortsatte:

- Historier som denne skader EU's image. Og vi er nødt til at arbejde sammen for at sikre, at de ikke gentages, og at reglerne håndhæves kraftigt til gavn for befolkningen.

De filippinske og srilankanske chauffører er formelt ansat i et polsk søsterselskab til Kurt Beier Transport. Med en polsk arbejdstilladelse i hånden kan de køre lastbil i hele EU for den danske vognmand.

Alene i Polen blev der i 2017 givet 683.000 arbejds- og opholdstilladelser til borgere fra lande uden for EU.

Der er i alt 108.000 chauffører fra lande uden for EU, der er blevet ansat med en arbejdstilladelse fra et EU-land. Polen og Litauen står for cirka 70.000 ud af de 108.000 arbejdstilladelser til chauffører.

I fredags præsenterede regeringen dens finanslovsaftale med Dansk Folkeparti for 2019. Ifølge aftalen skal politiets indsats og kontroller på transportområdet styrkes. Fra 2019 til og med 2022 bliver der afsat i alt 40 millioner kroner til indsatsen. Det er dog umiddelbart ikke flere penge om året end hidtil. Men det kan et muligt politisk forlig i de kommende måneder om øgede penge direkte til politiet muligvis ændre på.

Af finanslovsaftalen fremgår det også, at regeringen og Dansk Folkeparti vil indkalde andre partier til at drøfte en fælles myndighedsindsats.

”En fremtidig indsats skal blandt andet bidrage til, at der følges op på hændelsen i Padborg, hvor flere udenlandske chauffører var indlogeret under dårlige og uhygiejniske forhold,” står der i finanslovsaftalen mellem regeringen og Dansk Folkeparti.

Artiklen er en del af temaet Kurt Beier-sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094