Minister kalder aftale 'stor dansk sejr': - Nu får vi værn mod systematisk cabotage
Ved mandagens rådsmøde i EU har transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) forhandlet rammerne for en ny Vejpakke på plads med EU’s øvrige transportministre i Rådet.
Danmark har haft en række centrale prioriteter i forhandlingerne, og i samarbejde med Danmarks ligesindede lande i den såkaldte Vejtransportalliance, lykkedes det for ministeren at få dem til at indgå i det endelige kompromis.
- Vi har opnået enighed mellem medlemslandene om at sende et klart signal om, at der skal skabes mere fair konkurrencevilkår i vejtransportsektoren. Samtidig bidrager Vejpakken til mere ordnede forhold, og det bliver lettere at håndhæve de fælles regler på tværs af grænserne, siger Ole Birk Olesen, og fortsætter:
- Fra dansk side lykkedes det os at beholde den danske prioritet om cabotageregler for vejdelen af en kombineret transport i det endelige kompromis, hvilket jeg ser som en stor dansk sejr. Jeg ser frem til de videre forhandlinger med Europa-Parlamentet og Kommissionen om pakken, siger transport-, bygnings- og boligministeren.
Ministeren gik til forhandlingerne med en række kerneprioriteter, som han havde fået opbakning til blandt Folketingets partier. Blandt kerneprioriteterne var, at Vejpakken skal bidrage til mere ordnede forhold ved at sikre chaufførernes sociale rettigheder.
Der skal desuden dæmmes op for systematisk kombineret transport og cabotagekørsel. Samtidig var det helt centralt, at reglerne blev enkle, klare og lettere at håndhæve.
Det lykkedes i store træk at få gennemført de danske prioriteter, og aftalen mellem ministrene er et stort skridt i retning af bedre regler på området.
Senere i december skal Europa-Parlamentet blive enige om deres holdning til indholdet i Vejpakken, hvorefter der skal forhandles mellem de forskellige instanser i EU for at opnå endelig enighed om en ny fælles Vejpakke, der kan træde i kraft den 30. juli 2020.
Fakta: Vejpakken De centrale punkter i den nye Vejpakke, som de europæiske transportministre er enige om:
|