23948sdkhjf

Leasing Fyn får flere spontane besøg

- Efter at vi flyttede domicilet fra Faaborg til Odense, får vi langt flere spontane kundebesøg

Sidste år flyttede Leasing Fyn sit domicil til Bondovej i Odenses vestlige udkant - en beliggenhed, som adm. direktør Kurt ,madsen kalder for en placering midt i landet.

- Det er ikke kun centralt på Fyn, men centralt for hele landet, unerstreger han og beretter, at firmaets konsulenter blot skal køre 400 meter til motorvejen. Så kan de dreje til højre for at komme til Jylland eller til venstre for at komme til Sjælland. 

- Efter at vi flyttede hertil, får vi langt flere spontane kundebesøg. Kunder og forretningsforbindelser kommer lige forbi og afleverer nogle dokumenter eller holder et møde med en af vores medarbejdere. Det sker langt hyppigere, en da vi boede i Fåborg.

I Fåborg havde Leasing Fyn til huse i en tidligere bilforretning, som blot lå 50 meter fra Fåborg Fjord. Det er et dejligt sted på jorden; men det kan ikke opveje de fordele, der er ved at have et moderne domicil, der er indrettet helt efter virksomhedens behov. Det forstår man godt, når man ser det.

Et "gammelt" leasingselskab
Leasing Fyn er et af landets "gamle" leasingselskaber. Det blev grundlagt i 1983 af fire fynske sparekasser - og Kurt Madsen har været med fra start. Han blev i sin tid ansat til at starte Leasing Fyn op. Så han er medarbejder nummer 1!

Grunden til, at de fire fynske sparekasser etablerede et leasingselskab for 35 år siden er, at de ville have muligheden for at tilbyde leasing og factoring fra deres eget selskab. - og de besluttede at lave et fælles selskab, så de kunne få en større volumen, end hvis de havde et selskab hver for sig.

De fire fynske sparekasser bag Leasing Fyn er i tidens løb blevet til tre ejerbanker: Middelfart Sparekasse, Fynske Bank og Sparekassen Sjælland-Fyn.

- I realiteten er det de samme aktionærer, der har været med siden starten, fortæller Kurt Madsen. De er i dag blevet nogle store og mellemstore lokalbanker. Og to af dem er også kommer på børsen.

Tre slags leasingselskaber
Der er tre typer af leasingselskaber på det danske marked.

Der er de såkaldte "captive" selskaber. Det er leasingselskaber, der er ejet af producenter af leasingegnet udstyr. Det er typisk de store lastbilproducenter. Deres leasingselskaber, skal først og fremmest understøtte producenternes salg.

Den anden store del af leasingmarkedet består af banker, der har involveret sig i leasing, fordi det er en anden måde at låne penge ud til kunderne på. I stedet for at låne penge ud til kunderne, køber leasingselskabet udstyret og leaser det ud til kunderne.

Nichemarkeder
Den tredje del af leasingmarkedet består nicheområder.

Der findes leasingselskaber, der har specialiseret sig i leasing af personbiler primært til erhverv. De kan for eksempel tilbyde split-leasing, hvor man laver to leasingaftaler på en og samme bil - en med virksomheden og en med den medarbejder, som skal have bilen som en form for firmabil. Man fører regnskab med, hvor meget bilen bliver brugt til firmakørsel, og hvor meget den bliver brugt til privatkørsel.

Hvis det er 80 procent firmakørsel og 20 procent privatkørsel, bliver leasingydelserne splittet op med 80 procent til firmaet og 20 procent af ydelsen til medarbejderen. På den måde undgår man beskatning af firmabil.

- Vi tilbyder også splitleasing; men der er altså nogle, som har specialiseret sig i den slags.

En anden specialitet er flex-leasing, som handler om, at man importerer nyere brugt personbiler fra udlandet.

Leasing har ændret image
Kuret Madsen har været i mange år, og han kan også huske dengang, at leasing ikke havde det bedste ry.

- Jeg skulle engang hjem fra et kundemøde på Sjælland. Det var før Storebæltsbroen, og jeg holdt ved færgen i Korsør og så et reklameskilt, hvorpå der stod: "Hvis ikke man kan låne, må man lease".

- Sådan var det for 25 år siden. I dag bruger næsten alle danske virksomheder leasing. Det er ikke fordi, de ikke kan skaffe pengene, men fordi de har en politik om, at de gerne vil undgå at binde for meget kapital i deres anlægsaktiver. Så får de leasingselskabet til at købe det, og så lejer de det i stedet.

Klogt at lease
- At drive transportvirksomhed er et meget kapitaltungt erhverv. Det transportmateriel, man skal investere i, koster mange penge. Derfor er det klogt at få leasingselskaberne til at købe udstyret, siger Kurt Madsen.

- Så kan man bruge sine egne penge til dagligdagens udgifter eller til noget særligt, hvis der pludselig opstår en mulighed.

Undgå at tæppet hives væk
Under finanskrisen oplevede mange virksomheder, at bankerne opsagde kreditterne. Tæppet blev hevet væk under mange virksomheder på kort tid.

- Sådan er det ikke med leasingaftaler. De er uopsigelige. Hvis man betaler sin leasingydelse, kan leasingselskaber ikke sige kontrakterne op, siger Kurt Madsen.

- Det er måske ikke noget, man tænker så meget på, når tiderne er gode; men det er mindre end 10 år siden, at vi havde en voldsom finanskrise, hvor virksomheder faldt som dominobrikker - også i transportsektoren. Der var banker, som hev tæppet væk under virksomheden. Det problem har man ikke, hvis man leaser. Det synes jeg er et vigtigt budskab, siger Kurt Madsen.

- Man bør tænke på den slags i god tid. Det er rettidig omhu at have finansiering på plads i de gode tider, så man har tilstrækkelig kraft, når det bliver dårlige tider - for de dårlige tider kommer igen. Det kan vi være sikre på.

Konjunkturerne går op og ned. Det har de altid gjort, slutter Kurt Madsen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094