23948sdkhjf

Per Damgaard maler røde tal sorte

Det nye regnskabsår tegner positiv tendens for Padborg-virksomheden

Det seneste regnskab fra Per Damgaard Transport ApS har før set bedre ud. På bundlinjen hedder resultatet minus 746.000 kr. før skat, og egenkapitalen er nede på negative 4,4 mio. Kr.

Den økonomiske situation har bevirket, at virksomheden er gået i gang med en turnaround, ledet af administrerende direktør Niels Christensen. Han kom til posten i juli 2018, fra en stilling i virksomhedens salgsafdeling, og allerede nu begynder han at ane, at tingene går i den rigtige retning.

- Vi har i Per Damgaard Transport været igennem en hård tid de seneste 2-3 år, hvor vi ikke har performet som vi burde, og derfor er der røde tal i regnskabet. Siden regnskabet blev afsluttet, har vi igangsat en turnaround, hvor vi har fået skåret de dårlige aktiviteter væk, og er gået i gang med at finde nogle mere rentable forretninger, forklarer direktøren.

Mangel på arbejdskraft driller
Niels Christensen har afleveret et positivt budget, der over de seneste tre til seks måneder har resulteret i en vækst på omkring 15 pct. Dermed er har tallene siden 1. juli også skiftet farve og er blevet sorte, blandt andet ved at sikre, at virksomheden arbejder mere effektivt:

- Én ting er selvfølgelig at få skiftet de dårlige forretninger ud med noget, der er bedre, et andet er at gøre tingene smartere og mere hensigtsmæssigt end vi gjorde før, så vi kan opnå højere produktivitet på godsmængden. Det er lykkedes - vi har fået flere biler ind at køre for os, men har klaret os med samme stab på kontoret, netop ved at øge effektiviteten, siger Niels Christensen.

Per Damgaard Transport beskæftiger sig udelukkende med national transport i Danmark, herunder dag-til-dag-levering. Et marked, der er præget af hård konkurrence, ligesom manglen på kvalificeret arbejdskraft også her gør sig gældende:

- Det kan være problematisk at find de rette chauffører. Det er heldigvis lykkedes os indtil nu, og de chauffører, vi har kørende, er selvfølgelig dansktalende og ansat på dansk overenskomst, forklarer direktøren.

Personlig kontakt er alfa og omega
Selvom der i regnskabet er givet udtryk for bekymring om, hvorvidt Per Damgaard Transport kan køre videre, så maner Niels Christensen med det samme den tvivl til jorden. Allerede nu tegner 2018/19 nemlig lyst:

- I det regnskabsår, vi er startet på, er målet, at vi ved årets udgang har sorte tal. Det har vi levet op til de første fire måneder, og der er ingen grund til, at det ikke skulle fortsætte sådan. Vi har tilgang af nye forretninger, og det skyldes, at vi holder godt fat i vores bevidsthed om høj kvalitet og service. Som en mindre spiller på markedet er det alfa og omega, at vi har den personlige kontakt, og det gør vi rigtig meget ud af, siger Niels Christensen.

Per Damgaard har 20 chauffører ansat til at køre i egne biler, samtidig med at man hyrer en håndfuld biler ind udefra.

Per Damgaard Transport ApS
t. kr. 2017/18 2016/17
Bruttofortjeneste 13.671 14.919
Resultat af primær drift -494 -404
Resultat før skat -746 -731
Årets resultat -746 -731
Balancesum 8.107 10.194
Egenkapital -4.360 -3.614
Antal ansatte 24 25
Regnskabsåret blev afsluttet 30. juni 2018.
Hold dig opdateret med Transportmagasinet
Er du abonnent? Bliv abonnent

Med et abonnement får du ubegrænset adgang til online avisen. Læs avisen online


Send til en kollega

0.139