23948sdkhjf

Ny direktør fundet til Esbjerg Havn

Den kommende direktør i Esbjerg Havn er uddannet skibsfører og inkarneret offshore-mand

Esbjerg Havn får ny direktør den 1. april 2019, når den 45-årige Dennis Jul Pedersen tiltræder stillingen som havnedirektør. Dennis Jul Pedersen efterfølger havnedirektør Ole Ingrisch, som efter 16 år forlader Esbjerg Havn ved udgangen af februar 2019 for at gå på pension. 

Dennis Jul Pedersen kommer senest fra en stilling som CEO hos NSG Wind, hvor han har stået i spidsen for offshore-koncernen Norsea Group's aktiviteter inden for havvindmølleindustrien.

Dennis Jul Pedersen har tidligere bestredet ledende stillinger i ind- og udland i både offshore-virksomheder og maritime virksomheder, bl.a. som general manager i Singapore-baserede Milaha Offshore Service samt gennem ansættelse i virksomheder som Gulf Marine Services, Fugro-Geoteam, Siem Offshore og Maersk Oil. 

Dennis Jul Pedersen er oprindeligt uddannet skibsfører og løjtnant i Søværnet og har senere taget en MBA inden for Olie & Gas. Efter adskillige år i udlandet er Dennis Jul Pedersen nu igen bosat i Esbjerg med sin familie. 

I Esbjerg Havn er bestyrelsesformand Flemming N. Enevoldsen glad for at kunne byde Dennis Jul Pedersen velkommen som direktør for Esbjerg Havn.

- Dennis er en stærk profil inden for forretningsudvikling og har arbejdet inden for Esbjerg Havns tre strategiske fokusområder: skibsfart, vind og olie/gas. Og han har i sit tidligere virke demonstreret en betydelig evne til at udvikle virksomheder. Jeg er derfor overbevist om, at vi med Dennis Jul Pedersen har fundet den rette person til at stå i spidsen for Esbjerg Havns fortsatte udvikling og fremgang, siger han i en pressemeddelelse.

Dennis Jul Pedersen ser det som en fantastisk mulighed at kunne være med til at videreudvikle havnen, som han kalder en "veldrevet virksomhed".

- Igennem årene har jeg fulgt havnens udvikling og kunnet se, hvilken indflydelse den har haft på vores by, og dette er spændende at kunne være en del af i årene fremover, siger han i pressemeddelelsen.

Som Søfart tidligere har skrevet, forlader Ole Ingrisch posten som direktør i Esbjerg Havn for at drosle ned.

- En fantastisk tid lakker mod enden. Jeg er taknemmelig for, at jeg har fået lov til at stå i spidsen for Esbjerg Havn i en meget dynamisk og foranderlig periode. Nu er tiden kommet for mig til at drosle lidt ned – få mere tid til børn og børnebørn, huset i Marbæk, jagt og sejlbåden. Jeg vil dog stadig holde fast i arbejdsmarkedet med bestyrelsesarbejde og konsulentopgaver, siger Ole Ingrisch.

Ole Ingrisch har været direktør i havnen siden 2003.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078