23948sdkhjf

Nu skal der findes lærepladser

Eleverne får hjælp til at finde rigtige praktikpladser i transportvirksomhederne.

Det er ikke alle elever på en transportuddannelse, som får en praktikplads. Der er nogle, der falder igennem og ikke finder en læreplads. Det er meget uheldigt i en tid, hvor vognmænd, transportvirksomheder og terminaler skriger på medarbejdere.

Derfor har Transporterhvervets Uddannelse (TUR) på vegne af Dansk Industri, Dansk Erhverv og 3F startet projekt "TUR lærepladsformidling," hvor man over de næste to år skal hjælpe de unge med at finde en læreplads - hvis de ikke selv finder én.

Til det projekt har man ansat Jan Larsen, som har arbejdet med uddannelser og transport i en lang række år. Nu skal han støvsuge transportvirksomhederne for lærepladser inden for de seks af de transportområder, som TUR beskæftiger sig med: vejgods, lager, lufthavn osv.

- Elever, der går på grundforløbet, skal senest i slutningen af det andet modul, GF2, have en læreplads. Hvis de ikke får det, kan eleven ikke gennemføre uddannelsen, siger Jan Larsen.

- De fleste elever finder selv en praktikplads i samarbejde med skolen, men det er ikke alle, der gør. Nogle er lidt for langsomt ude, eller har ikke de rette kontakter.

- Hidtil har praksis været, at eleven får praktikplads på skolen, så han/hun i det mindste får uddannelsen. Nu kan TUR Lærepladsformidling træde til, når GF2 er afsluttet og hjælpe med at skaffe læreplads.

- I transportbranchen er der et stort ønske om, at vi hjælper med at finde rigtige praktikpladser ude hos virksomhederne, fortæller Jan Larsen. Derfor er min opgave at opsøge virksomhederne og fortælle dem om fordelene ved at have en lærling; men jeg skal også have fat i skolevejlederne, så de unge under grundforløbets første del får øjnene op for mulighederne i transportbranchen.

- Det er i løbet af grundforløbets første del, de skal vælge branche - og vi har virkelig brug for så mange som muligt i transport; men det kræver jo også, at de kan finde en læreplads. Det kan eleven nu få hjælp til gennem lærerpladsformidlingen.

Eleven forpligter sig
Når en elev tilmelder sig lærepladsformidlingen for at få hjælp til at finde en praktikplads, forpligter eleven sig samtidig til at være aktiv under undervisningen og gennemføre grundforløbsuddannelsen.

- Det er også en slags garanti til virksomheden, siger Jan Larsen.

- Det er også en forudsætning, at eleven selv skal søge lærepladsen aktivt. Skolen vejleder i, hvordan man skriver et CV og udformer en ansøgning. Skolen vejleder også eleven i, hvordan en jobsamtale foregår. Skolen kan også henvise til interesserede virksomheder - men det er eleven selv, der skal gøre arbejdet, slår Jan Larsen fast.

- Eleven skal også være mobil. Det kan godt være, at lærepladsen ikke er i samme by, hvor eleven bor. Derfor skal eleven være parat til transporttid eller eventuelt at flytte.

- Det kan også være, at eleven skal skifte til en anden transportuddannelse. Et grundforløb inden for transport giver nemlig adgang til flere forskellige transportuddannelser.

Størst mangel i København
- Vi vil naturligvis lede efter lærepladser over hele landet; men det er især i Københavnsområdet, at praktikpladserne ser ud til at være en mangelvare lige nu. Der er en del virksomheder, som har været godkendt til at have lærlinge før, men ikke har det længere. Dem vil jeg nu gå i gang med at opsøge.

Transportmagasinet: Hvorfor vil virksomhederne ikke tage lærlinge?

- Det vil de også, men nogle gange skal man lige have et skub; men vi har brug for flere, siger Jan Larsen.

Økonomisk fordel
Der er desværre nogle virksomheder, der fejlagtigt tror, at det ikke kan svare sig økonomisk at tage en lærling, men det er forkert. Beregninger, som ATL og 3F har fremlagt, viser, at lærlinge er en god forretning. Det kan godt være, at lønudgiften er stor, men dels findes der flere muligheder for at få en del af lønnen refunderet, dels går der ikke lang tid, før elevens indtægter ved kørsel eller lagerarbejdet overstiger udgifterne.

Allerede efter det første år kan lærlingen give et "driftsoverskud," som bliver større i andet år.

- En lærling giver også virksomheden mulighed for at præge den arbejdskraft, som fremover kommer til at være til rådighed og en del af transportmarkedet.

- Vi har brug for velkvalificerede medarbejdere i transportbranchen. Konkurrencen er hård. Derfor er kravene til kvalitet og fleksibilitet store. Faglærte medarbejdere kan være med til at sikre den enkelte virksomheds overlevelse - men er også et gode for hele branchen, siger Jan Larsen.

På tværs af skolerne

I dag foregår de enkelte praktikpladsopsøgende aktiviteter ud fra de enkelte skoler. Det giver en stærk tilknytning til de lokale virksomheder. Der eksisterer ingen formel koordinerende indsats på tværs af transportskolerne. Den opgave skal Jan Larsen også tage sig af de næste to år.

Transportmagasinet: Hvor mange praktikpladser skal der oprettes?

- Jeg tror ikke, man kan sætte et konkret antal på; men jeg skal da forsøge at skabe en væsentlig forøgelse i antallet af praktikaftaler i forhold til tidligere år. Desuden ligger det også i min opgave, at jeg også skal arbejde for, at flere elever vælger et grundførløb inden for transportbranchen, siger han.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11