23948sdkhjf

IRU frygter uforberedt Brexit

Mange virksomheder overvejer at undgå kørsel til Storbritannien de første dage efter 29. marts

Beredskabsplanerne for transporten over Den engelske Kanal ved en hård Brexit er utilstrækkelige. Sådan lyder advarslen fra den internationale transportorganisation, IRU.

På en normal dag passerer op mod 10.000 lastvogne Dover. Handel og vareforsyning vil blive ramt, og omkostningerne vil stige med mindst 10 procent ved en hård Brexit, lyder vurderingen fra Matthias Maedge, der er IRU's chef i EU's hovedstad Bruxelles.

IRU er langtfra overbevist om, at alle aktører er forberedt på et "No Deal"-scenario, hvor alle transportrettigheder kan fordufte den 30. marts.

IRU appellerer derfor til politikerne i Storbritannien og EU om at skabe klarhed og undgå kaos.

Udsigten til kaos får nemlig mange virksomheder til at overveje, om deres aktiviteter skal indstilles i de første dage efter Storbritanniens udtræden ved midnat den 29. marts (kl. 23 i London). 
 
Syv smertepunkter
Organisationen trækker syv påtrængende forhold op omkring Brexit, som vognmænd, chauffører, speditører og kunderne venter svar på:

  1. Adgang til godskørselstilladelser og selskabsregler. 
  2. Adgang til transportmarkedet - hvem kan køre hvor og hvor længe herunder cabotage. 
  3. Køre/hviletider, tachograf og minimumsløn. Her indskyder IRU, at mange EU-borgere arbejder for britiske vognmandsfirmaer. 
  4. Toldprocedurer, sikker parkering og toldfaciliteter. Vil Storbritannien kræve TIR og andre tredjelandsdokumenter for irske vogne i transit? 
  5. Opkrævning af færdselsbøder. 
  6. Hvilke dokumenter accepteres, og kan de være digitale?
  7. Gælder EU-dimensioner for lastbilers længde og vægtgrænser fortsat gælde i Storbritannien og for britiske køretøjer på kontinentet?

Kvalitifikationsbevis
Trafikstyrelsen gør opmærksom på, at britiske erhvervschauffører skal gennemføre EU’s grundlæggende kvalifikationsuddannelse for at kunne køre vejgods, når og hvis den britiske uddannelse ikke længere anerkendes.

Det er endnu uvist, om Storbritannien fortsat vil anerkende kvalifikationsuddannelser taget i Danmark eller i andre EU-lande, meddeler trafikstyrelsen og tilføjer en ofte anvendt sætning:

"Det anbefales, at din virksomhed løbende holder sig opdateret."

Søg om opholdsret før 29. marts
Uanset spørgsmålet om kvalifikationsbevis og besværligheder forsikrer snart alle regeringer om, at man ikke smides hjem.

Premierminister Theresa May fjerner gebyret for at søge om opholds- og arbejdstilladelse, så EU-borgere ikke afskrækkes fra at blive i Storbritannien.

Herhjemme udstedte statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) en garanti ved Folketingets åbning den 2. oktober: - Jeg gerne slå fast, at vi - uanset hvordan forhandlingerne lander - naturligvis vil tage vare på de tusindvis af briter, som allerede i dag bor i Danmark. Det er kun ret og rimeligt.

Det løfte omsætter integrationsminister Inger Støjberg (V) i en opfordring til herboende britiske statsborgere om, at de bør søge om et EU-registreringsbevis eller opholdskort inden den 29. marts.

- Dette vil gøre det nemmere for dig at vise, at du har en opholdsret, forklarer Inger Støjberg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109