23948sdkhjf

Transport 2019 bliver rekordstor

Når dørene åbnes til Transport 2019, bliver det med det højeste antal udstillere i messens historie

Flere end 360 udstillere fra hele 13 lande står klar, når Transport 2019 21.-23. marts slår dørene op til Skandinaviens største fagmesse for transportbranchen. Her samles hele branchen, fra lastbil-, bus- og varebilsimportører til trailere-, IT- og værkstedsleverandører, til tre dage med fokus på netværk, faglighed og viden i MCH Messecenter Herning.

- Vi er glade for den solide opbakning til Transport 2019. Med hele branchens opbakning bliver det en stærk transportmesse med faglig kvalitet, der kan inspirere og skabe kontakter, siger Nikolaj Jørgensen, projektleder for Transport 2019.

Komplet billede af branchen
Alle syv lastbilimportører bakker op om Transport 2019. En af importørerne er DAF Trucks Danmark A/S, der står i hal D:

- Transportmessen er den eneste messe, vi som importør deltager på i Danmark, og der er også opbakning fra alle vores forhandlere landet over. Det har en stor betydning, at Transport 2019 er et komplet billede af vores branche. Desuden giver messen os synlighed og mulighed for at komme i dialog med både underleverandører, eksisterende og nye kunder, siger Rita M. Hansen, marketingchef for DAF Trucks Danmark A/S.

DAF vil på årets messe have fokus på det nuværende produktprogram, men også på den grønne omstilling. Blandt andet har DAF et indlæg på konferencen Grøn Transport fredag.

IVECO Danmark A/S sætter også fokus på bæredygtig transport, og ifølge Nordic Sustainability Manager hos IVECO Danmark A/S, Morten Iversen, er transportmessen et vigtigt udstillingsvindue:

- På Transport 2019 kommer der en masse relevante branchefolk, lige fra indkøbere og brugere til beslutningstagere. Dem vil vi gerne i dialog med, og den absolut bedste måde er at møde dem ansigt til ansigt. De besøgende får mulighed for at se vores produkter og så at sige sparke til dækkene og opleve produkterne i virkeligheden.

Rekordmange aktiviteter
Alle 14 haller tages i brug på Transport 2019, der byder på rekordmange aktiviteter, herunder konferencerne Grøn Transport og Logistik 2019, et nyt innovationsområde med blandt andet droner og fokus på selvkørende teknologi, Show Trucks, Årets Opbygning, Lastbiler for Børn, Danmarks Sikreste Lastbil, Scania Driver Competitions, DM for transportlærlinge, RC Trucks, veteranlastbiler og meget mere.

Flere end 360 udstillere står klar på Transport 2019. På Transport 2017 var der 325 udstillere, mens messen i 2015 bød på 247 udstillere.

Transport 2019 arrangeres af MCH Messecenter Herning i samarbejde med ATL - Transportens arbejdsgivere, AutoBranchen Danmark, Dansk PersonTransport, Danske Speditører, De Danske Bilimportører, DI Transport, DTL - Danske Vognmænd, Foreningen af Vognimportører i Danmark, ITD og 3F Transportgruppen.

Artiklen er en del af temaet Transport 2019.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157