23948sdkhjf

Kamæleon til Birkelse

Denne Scania R 580 kan både kan køre som betonkanon og kran/grab-bil

To lastbiler er blevet til én hos Birkelse Beton & Transport.

Vognmand og betonproducent Thorkild Vestermark har nemlig valgt at udskifte to ældre Volvo’er med én ny Scania, som fremover skal fungere både som betonkanon og kranbil i hans virksomhed i Birkelse ved Aabybro cirka 20 km nordøst for Aalborg.

Den nye Scania R 580 B8x4*4 er opbygget med JOAB’s Cameleont skifteramme-system til en 9 kubikmeter Stetter betonkanon med transportbånd og et HMF 324 wirehejs. Desuden er der monteret en HMF 2620-kran.

- Jeg har satset på maksimal fleksibilitet på opbygningen, så jeg både kan bruge den nye Scania til transport af flydende beton og som kran/grab-bil til transport af jord, sten, grus haveaffald mv. samt diverse kranopgaver, fortæller Thorkild Vestermark med kælenavnet Tolle.

Når den nye Scania kører som kran/grab-bil, har Tolle en 3-akslet overføringshænger til containerlad, så vogntogsvægten kan komme op på de maksimale 56 ton.

- At det blev en Scania R 580 skyldes nok, at jeg for mange år siden kørte Iveco V8 i min fars vognmandsforretning, og Scania er jo de eneste, der fortsat har V8 på programmet. Samtidig synes jeg rigtig godt om Scanias nye lastbilgeneration, så jeg var faktisk ikke i tvivl, siger han.

Sådan fastgørs betonkanonen
Betonkanonen inkl. transportbånd, der er leveret af Bekoteknik i Køge, er monteret på en såkaldt Cameleont-ramme, der fastgøres til bilen med en række "spyd", der passer til en række beslag på chassiset.

Ved montering sænkes bilen i luftaffjedringen og bakkes ind under rammen, der står på støtteben. Når bilen holder præcist under rammen, hæves den i luftaffjedringen op til rammen, så de i alt 14 spyd er linet op med beslagene, og bilen bakkes derefter de sidste 20 cm, så spyddene glider ind i beslagene.

Når rammen er låst fast, hæves bilen yderligere, så støttebenene kan foldes sammen, og til sidst forbindes bilens el-, luft- og hydrauliksystem til opbygningen.

Når kran og hejselad skal monteres, bakkes bilen på samme måde først ind under kranen, der fastgøres på en separat konsol bag førerhuset, hvorefter rammen med hejseladet monteres på samme måde som betonkanonen.

Hele operationen tager under en halv time og giver således Tolle mulighed for at lave bilen om fra betonkanon til hejseladsbil og tilbage igen indtil flere gange om dagen.

Vognmand med betonværk
Som navnet mere end antyder, er Birkelse Beton & Transport både betonproducent med eget betonværk samt transportvirksomhed. Betonen produceres i mange forskellige kvaliteter efter behov med en kapacitet på op til 30 kubikmeter om dagen.

Virksomhedens speciale er produktion og levering af beton i mindre portioner til private eventuelt med levering efter normal arbejdstid og på lørdage.

Transportopgaverne består af traditionel kran-grab-kørsel, containerudlejning, og lignende.

Den nye Scania R 580 er leveret med en 8-årig serviceaftale med udvidet drivlinedækning af lastbilsælger Peter Munkholm fra Stiholt i Thisted.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11