23948sdkhjf

Kør din lastbil på afstand

Volvo Dynamisk Styring med Exster fjernbetjening vil kunne gøre mange chaufførers hverdag meget nemmere. Vi fik prøvet fjernbetjeningen på Transport 2019.

Det virker lidt syret at skulle flytte en lastbil alene ved hjælp af en fjernbetjening, der er spændt om maven på én. Og det er ikke en model-lastbil, som vi taler om. Det er en ægte Volvo FH i fuld størrelse med 40 ton totalvægt.

Stedet er transportmessen i Herning i marts i år, hvor Volvo Trucks viste Volvo Exster frem. Bilen er ikke selvkørende, men man kan stå ved siden af den og køre den med en fjernbetjening!

Det er en ganske almindelig fjernbetjening. Den, vi bruger er fra Hiab, og som anvendes ved betjening af deres lastbilskraner; men det kunne lige så godt være andre fjernbetjeninger. Det eneste, den skal kunne, er at kommunikere med lastbilen. Det er programmeret ind i fjernbetjeningen som nogle ekstra funktioner, så jeg ud over at kunne betjene kranen også kan styre lastbilen.

Vigtigst er dødemandsknappen. Når man bruger fjernbetjeningen til at styre lastbilen, skal man hele tiden holde dødemandsknappen inde - ellers flytter lastbilen sig ikke ud af stedet. Mens fingeren på den ene trykker dødemandsknappen ind, kan jeg styre lastbilens rat, gear og bremser med den frie hånd ved bruge knapperne på fjernbetjeningen.

Så nu kan jeg flytte den tunge Volvo lastbil uden hele tiden at skulle ind og ud af førerhuset - om end kun med 10 km/t.

Ergonomisk fordel

Med fjernbetjeningen kan vi altså styre, bremse, skifte gear og accelerere udenfor lastbilen. Det er en kæmpe hjælp, at chaufføren kan fjernstyre sin lastbil ude fra førerhuset. Det er en hjælp, når der for eksempel skal udlægges køreplader ved en byggeplads eller asfalt ved vejarbejde, ellers hvis der skal samles kævler i skoven.

Chaufføren slipper for at skulle ind og ud af førerhuset flere gange bare for at flytte lastbilen nogle få meter ad gangen.

Der er mange andre eksempler på, at chaufføren kan aflastes i dagligdagen med Exster. Jeg skal hverken flytte rundt med kævler eller køreplader på den vindblæste og kølige parkeringsplads i Messe Center Herning - men jeg kan sagtens forestille mig, hvor behageligt det er ikke at skulle springe op i førerhuset og flytte lastbilen, når de næste kævler skal hentes eller de næste køreplader skal lægges ud.

Systemet omfatter også en nødbremsefunktion, stop af motoren og aktivering af parkeringsbremsen.

Volvo med VDS
Grundelementet er en Volvo-lastbil med Volvo Dynamisk Styring (VDS), der skal bestilles med et Interface til ekstern styring af lastbilen. Det sker via opbygger-modulet Exster. Så kan opbyggeren tilslutte en trådløs fjernbetjening.

Hos Volvo Truck Danmark er Karsten Gade den person, som har øvet sig mest med at fjernstyre lastbilerne. Han demonstrerede nemlig Exster for messegæsterne flere gange under Transport 2019 på et område udenfor hallerne.

- Man må ikke forveksle Exster med en selvkørende lastbil. Med Exster er det chaufføren, der styrer lastbilen, mens han står uden for førerhuset. Men en selvkørende lastbil befinder chaufføren sid i førerhuset under kørslen, selv om han ikke styrer. Han sidder og overvåger og er klar til at tage styringen, hvis det skulle blive nødvendigt, fortæller Karsten Gade.

Han bekræfter, at der er en stor interesse for Exster. Og det kunne vi også selv se i Herning.

Opbyggerens ansvar
Karsten Gade understreger, at Exster ikke har fået en generel godkendelse fra de danske myndigheder på nuværende tidspunkt, så indtil videre er det opbyggerens ansvar at få godkendt installationen, hvis kunden ønsker denne funktion.

- Det er rimeligt nemt indbygge Exster i lastbilen. Man skal bare - ud over BBM opbygger-modulet - bestille sin Volvo lastbil med VDS, EBS bremser og I-Shift gearkasse, siger Karsten Gade.

- VDS giver ubesværet og præcis styring ved lav hastighed. Styretøjet går 75 procent lettere. Derfor er det meget lettere for chaufføren at styre lastbilen - uanset om chaufføren sidder bag rattet eller står med fjernbetjeningen i hånden.

VDS er en teknologi, der kombinerer konventionel hydraulisk servostyring med en el-motor monteret på styretøjet. Ud fra input fra en række sensorer beregner den elektroniske styreenhed (ECU), hvor lastvognen er på vej hen, og hvad chaufføren vil.

Motoren kontrolleres 2.000 gange i sekundet og bruger såkaldt "moment-overlejring" til at korrigere utilsigtede styrebevægelser og give ekstra styremoment, når der er brug for det. Volvo Dynamic Steering fås nu til alle akselkonfigurationer, også dem med dobbelte foraksler.

Artiklen er en del af temaet Test.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.082