23948sdkhjf

Frederiksberg Renovation satser på el

Kommunen vil erstatte alle dieseldrevne skraldebiler med nye el-drevne og støjsvage biler.

Den 11. april skrev Frederiksbergs nye borgmester, Simon Aggesen, under på en ordre på ni nye el-drevne renovationsbiler til Frederiksberg Renovation. Dermed kommer Frederiksberg Kommune op på i alt 14 eldrevne renovationsbiler.

Inden 2023 er det målet, at alle kommunens komprimatorbiler kører på el. Derfor er der i aftalen en option på at købe yderligere seks elektriske skraldebiler, så hele flåder er udskiftet.

Kommunen fik sin første el-drevne renovationsbil for seks år siden. Siden er der kommer fire til, så nu er antallet nået op på fem el-drevne skraldebiler.

Rigtig gode erfaringer

- Erfaringerne med de første biler har været rigtig positive, og derfor er det stort for os, at vi nu har fået mulighed for at investere i yderligere ni biler, siger afdelingschef Ole Philip fra Frederiksberg Renovation.

- Både borgerne og medarbejderne nyder godt af, at bilerne ikke støjer, især når vi arbejder tidligt om morgenen. Samtidig forurener bilerne ikke i lokalmiljøet.

 Bilerne er dyrere

De el-drevne renovationsbiler er en del dyrere end en traditionel dieseldreven skraldebil, og en stor batteripakke på 255 kW tager et ton af nyttelasten. Til gengæld er der en stribe fordele ved bilerne.

- El koster væsentligt mindre end diesel, forklarer Ole Philip.

- Desuden slides en el-motor meget mindre end en dieselmotor. Dermed koster elbilerne betydeligt mindre i drift og vedligeholdelse.

- Samtidig præsterer bilerne godt. Vi har prøvet dem af på det hårdeste arbejde, vi har at byde på, nemlig afhentning af dagrenovation i toholdsskift, og det klarer de fint.

Fransk el-bil

Både de første fem renovationsbiler og de næste ni elbiler er af det franske lastbilmærke PVI C-Less. Bilerne leveres af Phoenix Danmark i Brøndby.

- Vi er glade og stolte over, at Frederiksberg Kommune er med til at vise vejen frem, og at vi har fået mulighed for at spille en positiv rolle i den proces, siger direktør Brian Olesen fra Phoenix Danmark, der forhandler de elektriske skraldebiler.

 - Interessen for Frederiksberg Renovations elektriske renovationsbiler er langsomt ved at sprede sig til andre kommuner. Rødovre Kolmmune har lige skrevet under på seks køretøjer, og andre kommuner viser interesse.

- Selv bystyret i Berlin har hørt om initiativet, så de havde en delegation på besøg forleden for at se nærmere på det, som Frederiksberg Renovation har gang i. Det er virkelig spændende, og vi er meget taknemmelige for, at Frederiksberg også har mod på og tid til at sprede det gode budskab, slutter Brian Olesen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094