23948sdkhjf

Direktør fejrer 25 år

På fredag den 14. juni kan Per Bolding fejre 25 års jubilæum i handelsvirksomheden Jørn Bolding A/S i Esbjerg.

Per Bolding er direktør og medejer af virksomheden, som især kendt for at sælge transportmateriel som sættevogne, blokvogne, tankvogne, containerchassiser mm.

- Vi er en handelsvirksomhed, så i princippet handler vi med alt; men de seneste år har vi koncentreret os om transportindustrien, fortæller han.

Transportmagasinet: Har det ikke altid været transportmateriel?

- Vi har altid handlet med transportmateriel, men i starten kunne vi sagtens handle med andet også. Jeg har for eksempel solgt saltet fisk, brænde i sække, brændekløvere mm. Det gør vi ikke mere. Nu har vi fokus på transport-løsninger, men dengang var det mere blandet. Dengang kunne kunderne ringe og spørge om alt muligt.

Solgte stål

Det var lidt af en tilfældighed, at Per kom ind i sin onkels virksomhed.

- Jørn ringede til mig i 1994 og spurgte, om jeg havde tid og lyst til at prøve noget andet, fortæller Per Bolding. Jeg var i en anden branche dengang og solgte stål og rør. Jeg var i starten af 20’erne og havde lyst til at prøve noget andet, så jeg slog til.

- Jeg vidste godt, at Jørn handlede med transportmateriel, og jeg startede med
at være reservedelsmand. Jeg havde kontakt til leverandørerne om reservedelene og oversatte tilbud fra tysk til dansk. Det var ikke
et decideret salgsjob, men lidt efter lidt kom jeg til at kende kunderne, og så faldt man lige så stille ind i en salgsrolle.

I dag ejer Per Bolding  og hans fætter Peter Bolding virksomheden sammen.

De startede et planlagt generationsskifte med Jørn Bolding for fem-seks år siden. Generationsskiftet er nu fuldt gennemført. Jørn Bolding, er stadig aktiv i virksomheden hver eneste dag.

- Jørn kender alle kunderne, og han er en stor inspiration for mig, siger Per.

To ting skiller sig ud

Når Per Bolding ser tilbage på de 25 år, der er gået, er der især to ting, der skiller sig ud.

- Vindmølleindustrien har været igennem i en fantastisk udvikling. Den har vi leveret en masse udstyr til. Mange gange har vi sagt, at nu bliver møllerne ikke meget større – men så bliver de det alligevel. Det har virkelig været imponerende at følge branchen så tæt.

- Den anden store ting var, da Danmark fik nye vægtgrænser. Pludselig skulle danske vognmænd have 4-akslede sættevogne. Så måtte vi bruge masser af tid og kræfter på at fortælle leverandørerne, hvordan køretøjerne til Danmark nu skulle se ud. Det lykkedes at overbevise fabrikkerne, men det var da en spændende proces.

14 ansatte i virksomheden

Der har ikke været en stor udskiftning i leverandørerne. Det er stadig Goldhofer, LAG, Hobur, SDC, m.fl. som sælges. Der er i dag 14 ansatte i virksomheden. Da Per startede, var der fire medarbejdere.

I 1996-97 flyttede virksomheden til de nuværende lokaler med tilhørende værkstedsfaciliteter på Håndværkervej – og det er også her, at der er reception for Per Bolding.

Tid og Sted:

Der er reception for Per Bolding på fredag den 14. juni kl. 13.00-17.00 på Håndværkervej 55, 6710 Esbjerg .

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125