23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på Transportmagasinet
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Handelskrig stækker DSV's schweiziske ærkerival

Schweiziske Kuehne+Nagel, der konkurrerer hårdt med danske DSV på logistikmarkedet, er i modvind.

DSV's schweiziske konkurrent Kuehne+Nagel kan berette om fremgang i omsætningen i de første seks måneder af 2019. Men alt er ikke idel lykke for den schweiziske logistikkæmpe.

Omsætningen steg godt nok med 5,3 procent til 10,6 milliarder schweizerfranc - 72 milliarder kroner. Mens overskuddet - de penge, der er tilbage, når alle regninger er betalt - faldt en smule til 384 millioner schweizerfranc.

- Søfragt og landtransport fortsatte vækstmomentet fra første kvartal. I lyset af et forværret markedsmiljø oplevede luftfragt faldende volumen. Restruktureringen af kontraktlogistik følger planen, skriver DSV-rivalen, der har over 82.000 ansatte, om sine forretningsområder.

Markedet for luftfragt er plaget af flere ting. Og det har betydet, at volumen er faldet for Kuehne+Nagel. Det har fået omsætningen til at stå i stampe i divisionen, mens driftsresultat, EBIT, er faldet en smule.

- Det globale marked for luftfragt fortsatte med at være under pres i en økonomi karakteriseret af voksende handelsbarrierer. På grund af stagnerende markeder i nogle kerneindustrier faldt gruppens volumen inden for luftfragt med 5,8 procent, skriver Kuehne+Nagel i regnskabet.

Netop luftfragt er et af danske DSV's største forretningsområder, der ligger i divisionen Air & Sea. 

DSV omsatte for 37,0 milliarder kroner i divisionen i 2018, der i flere år har været større end DSV's originale forretningen inden for lastvognsfragt.

For vejtransport øgede Kuehne+Nagel sin omsætning med 3,3 procent, men beskriver det som noget over væksten i markedet.

- De primære vækstmarkeder i Europa var Frankrig og Tyskland, mens store kunder gjorde det godt i Nordamerika, skriver Kuehne+Nagel.

/ritzau/

BREAKING
{{ article.headline }}
0.113|