23948sdkhjf

ITD skuffet over manglende resultater efter Padborg-sag

Mandag den 26. august 2019 afholdes det tredje og sidste møde i den arbejdsgruppe, som skulle følge op på sagen med Kurt Beier. Hos ITD er der skuffelse over manglende resultater af arbejdet.

- Vores oplevelse i ITD er, at der i udvalget ikke reelt har været nogen vilje til at finde løsninger, der effektivt kan forhindre nye Kurt Beier-sager. Det er ærgerligt, for intentionerne var gode hos alle, da udvalget indledte sit arbejde i december sidste år. Vi havde en klar forventning om, at samtlige parter i Padborg-udvalget skulle samarbejde seriøst om at finde løsninger, der forhindrer nye Kurt Beier-sager, siger Carina Christensen, administrerende direktør i ITD.

DA og FH gik udenom udvalget of valgte i april selv at præsentere deres eget forslag for politikerne. ITD anser dog alene DA’s og FH’s forslag som et forsøg på at fremme egne organisationspolitiske interesser. Konkret foreslår de en ændring af den danske godskørselslov, som efter ITDs opfattelse bryder med den klare højesteretspraksis om løn- og overenskomstforhold, som har eksisteret siden 2015, da Højesteret afsagde den såkaldte NORTRA-dom.

Pas på monopolisering
Hvis DA/FH-aftalen lægges til grund for ny lovgivning, så er det i praksis en fuld monopolisering af overenskomstområdet til 3F, advarer ITD:

- Det er naturligvis stærkt kritisabelt, at DA og FH misbruger arbejdet i Padborg-udvalget til at cementere 3F’s dominans på transportområdet. Det er udnyttelse af situationen i eget favør, og det vil vi selvfølgelig ikke acceptere. Det er en skam, at der ikke er samarbejdet om reelle løsninger, der sikrer gode vilkår for de udenlandske chauffører og tilgodeser alle arbejdsmarkedets parter, siger Trine S. Plesner, direktør i ITD Arbejdsgiver.

Gode punkter, men...
ITD mener, at det er helt afgørende, at nye regler for vilkårene for udenlandske chauffører effektivt kan kontrolleres og håndhæves. Der er punkter i DA’s og FH’s soloforslag, der er positive. Det gælder blandt andet i forhold til anvendelsen af teknologi og øget vejsidekontrol. Men, der er desværre også områder, hvor forslaget indebærer alt for mange praktiske problemer og udsigt til administrativt kaos, vurderer brancheorganisationen.

- I ITD ønsker vi markant øget kontrol af, at forholdene i branchen er i orden. Det helt afgørende for os er dog, at kontrollen skal kunne fungere i praksis – og ikke kun på papiret. I forhold til de udenlandske chaufførers lønniveauer ligger der en helt særlig udfordring i, at myndighederne skal kunne kontrollere og håndhæve reglerne, når de for eksempel skal indhente lønsedler og anden dokumentation hos de udenlandske virksomheder. Det må og skal der findes effektive løsninger på - inden man blindt tyer til nye ineffektive regler og lovgivning, siger Jørn-Henrik Carstens, chef for ITD's politiske afdeling.

ITD indkalder nu de organisationer, der står uden for DA og FH til et møde med henblik på at drøfte mulige løsninger.

- Nu samler vi selv arbejdsmarkedets øvrige parter på transportområdet, så vi kan drøfte effektive løsninger på Kurt Beier-problematikken. Det fik vi ikke mulighed for i Padborg-udvalget, hvor de øvrige parter på arbejdsmarkedet har været holdt uden for arbejdet i arbejdsgruppen. Det er en skam, for der er brug for, at alle parter samles om effektivt at sikre løsninger på Kurt Beier-problematikken. Vi er stærk optaget af, at der sikres bedre arbejdsvilkår for de udenlandske chauffører, herunder ikke mindst bedre og mere effektiv kontrol, og selvom Padborg-gruppen på mandag formelt nedlægger sit arbejde, så fortsætter vores indsats ufortrødent, siger Carina Christensen.

Artiklen er en del af temaet Kurt Beier-sagen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094