23948sdkhjf

Regeringen vil kræve mindsteløn på de danske landeveje

Udenlandske lastbilchauffører i Danmark skal have løn svarende til danske overenskomster, mener regeringen

Der har været for mange eksempler med udenlandske lastbilchauffører, der kører på de danske landeveje til for lave lønninger.

Det mener regeringen, der har nedsat et udvalg, der skal komme med bud på, hvordan man sikrer bedre forhold. 

Ifølge beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) kan løsningen blive et lovkrav om, at udenlandske lastbilfirmaer skal betale deres chauffører en timeløn svarende til gennemsnittet af overenskomsterne på transportområdet, når de kører i Danmark. 

- Vi kan se, at der i al for vid udstrækning hersker nogle forhold på transportområdet, der er helt og aldeles uacceptable, siger Peter Hummelgaard (S). 

- Der er alt for mange udenlandske chauffører, der arbejder under forhold og til lønninger, der er med til at trykke lønningerne for danske chauffører og dermed udkonkurrere danske virksomheder, siger han. 

Peter Hummelgaard henviser til, at der har været en række eksempler, hvor udenlandske lastbilchauffører har arbejdet under dårlige forhold i Danmark.

Sidste år var der blandt andet fokus på en sag fra Padborg.

Her kom det frem, at lastbilchauffører fra Filippinerne ifølge fagforeningen 3F kørte til lønninger langt under danske overenskomster og boede under kritisable forhold. 

De kørte for et polsk datterselskab af et dansk vognmandsfirma.

Regeringens oplæg om mindsteløn gælder carbotagekørsel. Det er ture, som udenlandske chauffører kører internt i Danmark. 

Ifølge EU-reglerne er det tilladt at tage tre ture internt i Danmark, inden chaufføren igen skal køre ud af landet for at kunne køre ture i Danmark.

Oplægget om mindsteløn udspringer af en aftale mellem arbejdsmarkedets parter. Den blev indgået i april mellem Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) og Dansk Arbejdsgiverforening (DA). 

Før det seneste folketingsvalg var daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) på banen med et forslag om mindsteløn. 

Dengang blev forslaget kritiseret af de øvrige partier i Folketinget.

Forskellen er ifølge Peter Hummelgaard, at regeringen ikke vil blande sig i, hvad lønnen skal være i kroner og øre. 

- Vi vil ikke lovgive om, hvad mindstelønnen skal være. Vi vil bare sikre, at man skal betale en løn, der passer til gennemsnittet af overenskomsterne, siger Peter Hummelgaard.

Han lægger desuden op til, at der skal være større kontrol af udenlandske lastbiler for at sikre, at de arbejder på danske lønvilkår. 

- Når man ser på, hvad der har været af sager, så er der et klart behov for større kontrol på de danske landeveje, siger Peter Hummelgaard. 

Udvalget forventes at være færdig med sit arbejde senest 1. december.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.5