23948sdkhjf

LEDER: Så starter balladen

Nu begynder vi at se konturerne af den nye regerings ageren på transportområdet. Selv om der ikke officielt er taget hul på det nye folketingsår 2019-2020 - det sker den første tirsdag i oktober med folketingets åbning – har transportministeren og branchens organisationer været yderst aktive over for hinanden.

Transportministeren har været på besøg hos den magtfulde organisation ITD. Han har snakket med de øvrige organisationer ved andre lejligheder, og så har han været til afsluttende møde i det såkaldte Padborg-udvalg, der blev nedsat efter afsløringen af den såkaldte slumlejr i Padborg for udenlandske chauffører.

Der kom absolut intet ud af det Padborg-udvalg, som har mødtes tre gange siden december. Om årsagen kan man kun gisne, men politikerne havde bestemt ikke lyst til at gribe ind med lovgivning i en sag, som man mente branchen selv skulle løse. I hvert fald ikke før Dansk Arbejdsgiverforening (DA) og Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) selv opfordrede til et regeringsindgreb.

Der står vi nu. De socialdemokratiske politikere har taget imod opfordringen med kyshånd. Der blev straks nedsat et nyt udvalg, som de næste fire måneder skal se på, hvordan man kan lovgive mod underbetaling af udenlandske chauffører.

Der arbejdes på en enkelt ting: lov om minimumsløn for udenlandske chauffører - selv om det ligger så utrolig fjernt fra den danske model, som vi har værnet om og passet så meget på, og hvor arbejdsmarkedets parter selv finder sine løsninger.

Det sker ikke uden modstand. ITD vil nu lede et oprør med de organisationer og virksomheder, som ikke er medlem af DA og FH – og dem findes der nogle af. De er ikke velansete i de etablerede kredse af organisationsfolk og politikere. De kan nok ikke forhindre en kommende løn-lov; men de er utilfredse – og de kan sætte sig på tværs og genere det arbejde, der på overfladen ser så fint, korrekt og velpudset ud; men som ikke har grobund i hele branchen.

Der er også sagerne om rastepladserne og de manglende investeringer i infrastruktur. Den nye transportminister er blevet budt pænt velkommen af alle i branchen, men nogle er klar til at lægge fløjlshandskerne og tage boksehandskerne frem.

Med venlig hilsen,

Jesper B. Nielsen
Chefredaktør, Transportmagasinet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

1.611