23948sdkhjf

Postnord tester lastbil på biogas

Som de første i Danmark tester Postnord den nye Iveco Stralis NP, som kører på biogas. Testen af lastbilen skal ses som Postnords første skridt mod en mulig fremtidig transportinvestering og en mere bæredygtig levering.

- Vi har et ønske om hele tiden at blive endnu grønnere i vores måde at levere og drive forretning på, og her er testen af Stralis NP et spændende input. Vi ser frem til at afprøve lastbilen i vores daglige distribution, så vi kan blive meget klogere på, om det er den vej, vi skal gå, når vi over tid skal investere i en grønnere vognpark, siger Jeppe Christiansen, Operations Manager i Postnord Danmark.

Under testen, der kører frem til slutningen af november 2019, vil Postnord prøve trækkeren af dagligt på en 500 kilometer lang gods- og distributionsrute. Testen er allerede startet i Aalborg, hvor den kører citydistribution og testes af på komprimeret CNG-biogas.

Lastbilen er en såkaldt kombi-bil, som kan køre på både komprimeret CNG og på flydende LNG-gas. Drift på LNG-gas vil udelukkende blive testet på crossborder, til blandt andet Tyskland og Sverige, eftersom der endnu ikke findes tankmuligheder for flydende LNG-gas til landevejstransport i Danmark.

Stralis NP fra Iveco opfylder alle kravene til effekt, rækkevidde, kørekomfort og chaufførtrivsel inden for den internationale transportsektor. Lastbilen bruger hverken diesel, andet fossilt brændstof eller AdBlue, og har op til ca. 15 pct. lavere brændstofforbrug sammenlignet med tilsvarende diesellastbiler.

- Stralis NP leverer på bæredygtighed ved at køre på biogas, der resulterer i en samlet CO2 besparelse for atmosfæren på hele 179 pct. i forhold til klimaaftrykket fra en konventionel Euro 6 motoriseret diesel-trækker. Ydermere, er støjniveau og lugtgener fra lastbilen betydelig mindre, og samtidig udledes 70 pct. mindre NOx og 95 pct. færre partikler, hvilket sikrer en renere luft til os alle. Vi  glæder os meget til at samarbejde med Postnord, siger Carsten Sørensen, National Sales Manager i Iveco North Europe & Baltics A/S.

Siden 2009 har Postnord reduceret virksomhedens CO2 udledning med 67 pct. Det er blandt andet sket gennem et bevidst arbejde med at effektivisere opfyldningen af bilerne og optimere ruterne. Ved konstant at stræbe efter høj fyldningsgrad og køre ad så smarte ruter som muligt er både omkostningerne og miljøbelastningen pr. forsendelse blevet kraftigt reduceret. De sidste 10 år har Postnord mere end halveret CO2-udledningen pr. pakke, som bliver transporteret.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.189