23948sdkhjf

Prime Cargo indvier automatisk lager til 60 millioner


Video: Camilla Gade

Prime Cargo i Kolding kunne fredag eftermiddag fejre indvielsen af virksomhedens nye fuldautomatiserede lagerrobot Auto Store.

Kunder og samarbejdspartnere var inviteret til festlighederne, hvor Prime Cargos bestyrelsesformand Shigeki Kanai og Jørn Pedersen, borgmester i Kolding Kommune, fik æren af at trykke på knappen og sætte anlægget i gang.

Auto Store-lageret er en vigtig investering for Prime Cargo, og den beløber sig til lige omkring 60 mio. kr., fortæller administrerende direktør Morten Høilund til Transportmagasinet. Han var både glad og stolt, da der ved indvielsen endelig blev sat gang i robotten:

- Det er mega fedt. Det er jo et stort og dyrt stykke legetøj, og samtidig en investering med en del alvor bag, så det er fedt at se, at det endelig kører.

Robotten er med til at effektivisere mange af de processer, der traditionelt hører med til lagerdrift, forklarer han:

- I forhold til det, vi gjorde før, så er der stadig en manuel håndtering, når varerne skal registreres i systemet, men nu holder robotten styr på, hvor varerne er, og kan lynhurtigt finde dem frem, når vi skal bruge dem. Derved sparer vi tid og kilometer, fordi medarbejderne ikke længere skal gå rundt med vogne og plukke varer manuelt.

240.000 lagerenheder - og mere plads endnu
Men hvordan fungerer det egentlig? Umiddelbart kan det være svært at se, hvordan processerne foregår, fordi systemet er lukket og fremstår som en stor, blå kasse. Head of e-Commerce Winnie Kruse kunne heldigvis give Transportmagasinet en guidet tour:

Første step er registreringen af varerne, som foregår manuelt fra en af de ni inbound stationer. Her sørger medarbejderne for at scanne og pakke varerne i robottens særlige plastickasser, også kaldet ’bins’, så der er helt styr på, hvilke varer, der befinder sig hvor. Hver enkelt bin kan deles op i enten 1/1, ½, ¼, 1/8 eller 1/12, alt efter varernes størrelse og beskaffenhed. Maskinen indeholder 88.000 bins, og Prime Cargo har dermed pt. 311.158 lokationer i deres system.

Når kasserne er færdigpakkede, bliver de sendt ind i systemet én efter én, og her placerer robotten dem på en ledig plads i ét af de 5.500 tårne, der hver rummer 16 bins i højden.

Når tiden så kommer, at en kunde har placeret en ordre på nogle af de ting, der befinder sig i robotlageret, sørger én af de 49 plukkerobotter, der suser rundt på toppen af lageret, let og hurtigt for, at varen bliver fundet frem til pakning. Hver plukkerobot kan køre 14 km/t og vejer 140 kg. At se robotterne drøne rundt giver mindelser til en trafikeret vej i Vietnam – alt er tilsyneladende kaos og nærmest hypnotisk at være vidne til, men afviklingen er alligevel smidig og uden én eneste kollision.

Ved hjælp af IT-systemet kan robotten på forhånd se, hvilke varer, der bliver brug for, efterhånden som ordrerne skal pakkes. Derfor kan den nå at sætte de relevante bins i kø, så pakningen aldrig skal døje med ventetid, men i stedet kan foregå som én lang, smidig arbejdsgang. Det eneste, medarbejderen skal tage stilling til, er hvilken type emballage, der bedst egner sig til den givne forsendelse.

Lige nu foregår pakningen fra otte outbound stationer, men der er mulighed for at udvide, når der bliver rigtig travlt.

Emballagen kører i sit eget system, hvor én maskine står for at rejse kasserne og give dem en stregkode, mens en anden maskine lukker kasserne efter endt pakning og gør dem klar til forsendelse. Her går det også stærkt – emballage-robotterne kan klare 486 emner i timen, når bølgerne går højest.

Det forventes, at Auto Store-robotten i det nuværende set-up kan håndtere 900 linjer i timen, og dertil kommer selvfølgelig Prime Cargos øvrige lageranlæg.

Magasin er den første kunde hos Prime Cargo, der får glæde af den nye Auto Store, som lige nu indeholder over 240.000 lagerenheder - og der er stadig masser af kapacitet til en udvidelse.

Den første alvorlige prøvelse for det nye system kommer, når danskerne skal shoppe amok til Black Friday 29. november.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094