23948sdkhjf

Fyrtårn begynder ti timer lang flugt fra havet

25.000 ventes at kigge med, når Rubjerg Knude Fyr sættes på "rulleskøjter" for at komme på afstand af havet

Det 940 tons tunge Rubjerg Knude Fyr er tirsdag formiddag sat i flugt ind i landet væk fra Vesterhavet.

Fyrtårnet, der i 1889 blev bygget 200 meter fra kysten, er i de næste fem til ti i år i fare for at blive ædt af havet, hvis ikke det flyttes.

Derfor er en større redningsaktion sat i gang. Et spor er blevet gravet ind under fyrtårnets fundament, og et par skinner er lagt langs fyrets fundament.

Klokken ni blev fyrtårnet løftet og skubbet de første centimeter ind i landet langs de to skinner.

På skinnerne skal Rubjerg Knude Fyr flyttes meter for meter ind i landet, indtil det står 80 meter i sikker afstand fra kysten. Hele aktionen ventes at tage 10 timer.

Rubjerg Knude Fyr ligger mellem Lønstrup og Løkken.

Den spektakulære flytning blev fra starten overværet af omkring 100 pressefolk og cirka et par tusinde tilskuere. I alt forventer Hjørring Kommune op til 25.000 tilskuere i løbet af dagen.

Flytningen er et samarbejde mellem Naturstyrelsen, der ejer fyrtårnet, Hjørring Kommune, hvor det står, og den lokale murermester Kjeld Pedersen.

Derfor var Hjørring-borgmester Arne Boelt (S) særlig spændt omkring klokken ni, da fyrtårnet skulle flyttes:

- Det er en stor dag både for mig, byrådet, hele Hjørring Kommune og for Vendsyssel. For det er bare et stort turistpunkt i Nordjylland. Der kommer så mange mennesker over hele året, siger han.

Han forklarede, at starten var hans største frygt.

- Kloge folk siger, at når de skal løfte fyret, og det skal stå 10-15 minutter, så er det der, klinten skal stå sin prøve. Kan det holde?

Borgmesteren kunne dermed ånde lettet op, da flytningen fik en gnidningsfri start.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094