23948sdkhjf

EU-vejpakke kan sætte endeligt punktum for underbetalte lastbilchauffører

Kummerlige forhold, underbetalte lastbilchauffører og postkasseselskaber kan blive et lukket kapitel, når EU-landene, EU-Kommissionen og EU-Parlamentet mødes onsdag.

Det mener Marianne Vind (S), der er stedfortræder i parlamentets transportudvalg, forud for forhandlingerne.

- Jeg håber virkelig, at det lykkes, men jeg vil ikke være totalt overrasket, hvis det ikke gør, for det er meget, meget svære forhandlinger, siger hun.

En EU-lovpakke på transportområdet - vejpakken - har længe været et stort diskussionsemne, der har splittet medlemslandene i øst og vest.

Den skal blandt andet sikre, at udenlandske lastbilchauffører får løn efter danske regler, når de kører cabotagekørsel i Danmark.

Cabotage er kørsel med gods inden for grænserne af et andet land end vognmandens hjemland.

Onsdag starter trepartsforhandlingerne, og det er specielt cabotage og detaljerne om chaufførernes hvileperioder, der skaber kløft mellem parterne.

Det er blandt andet, hvor lang tid der skal gå, før chaufførens køretøj skal vende tilbage til hjemlandet, samt balancen mellem korte og lange hvil, der skaber tovtrækkeri.

Kompromisser
Selv om der lægges op til duel, når parterne mødes, så kunne situationen være værre, lyder det fra Søren Gade (V), der medlem af parlamentets transportudvalg.

- Som det ligger nu, så er det jo en ost med huller, men hellere en ost med huller end ingen ost overhovedet, siger han.

Han forklarer, at flere parlamentsmedlemmer og EU-lande har fasttømrede holdninger, men at det burde kunne lade sig gøre at mødes et sted i midten.

- Jeg vil tillade mig at være pessimist på den gode side. Jeg tror, der kommer en aftale, men det kræver nogle kompromisser, siger Søren Gade.

Parlamentsmedlemmer fra lande som Litauen, Polen og Rumænien har tidligere advaret om, at mange virksomheder vil knække på grund af reglerne.

Vejpakken dikterer blandt andet, at når lastbilen skal tilbage til hjemlandet, skal den opholde sig ved virksomhedens adresse. En endelig aftale er derfor vigtig, da det ifølge Marianne Vind kan gøre op med postkasseselskaberne.

- Vi kommer ikke til at se postkasseselskaber mere. Det er helt logisk, at man som virksomhed skal have p-pladser til sine lastbiler.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) er også optimist.

- Er det her endegyldigt punktum for underbetalte chauffører, kummerlige forhold og postkasseselskaber?

- Man kan aldrig gardere sig mod, at nogen vil prøve at finde smuthuller i lovgivningen, men vi kommer til at sætte nogle meget, meget store hegn op om det her område, siger han.

- Det er med fælleseuropæisk regulering, at vi for alvor kan løse problemstillingen med social dumping på vejtransport.

Forhandlingerne forventes at gå i gang klokken 21.00 onsdag.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093