23948sdkhjf

Snævert flertal sikrer brevaftale med Postnord til 112 mio. kr.

Et snævert flertal på 91 mandater stemte for det fortrolige aktstykke om fortsat, midlertidig støtte til svensk-danske statsselskab Postnord. Det fremgår af transportminister Benny Engelbrechts (S) pressemeddelelse sent torsdag om regeringens aftale med Det radikale Venstre, SF og Det konservative Folkeparti.

Aftalen indebærer dels en midlertidig, halvt års forlængelse af støtten til befordringspligten på formentlig 112 millioner kroner, dels en række analyser forud for en ny postpolitisk aftale, som Benny Engelbrecht gerne vil afslutte i marts.

En time før finansudvalgets møde torsdag (19. december) meddelte transportminister Benny Engelbrecht, at hans forslag til en midlertidig aftale om det svensk-danske Postnord ikke kunne gennemføres.

Ønsker permanent løsning
Det da endnu fortrolige aktstykke (bevillingsansøgning) om et halvt års videreførelse af befordringspligten blev drøftet på finansudvalgets møde kl. 14 efter næsten en times samråd med transportministeren. Aftalen indeholdt angiveligt en klausul om, at bevillingen skulle udbetales månedsvis for at holde tøjr i selskabet.

Benny Engelbrecht ophævede fortroligheden et par timer senere blandt andet i lyset af den offentlige omtale.

Forinden fastslog han, at han ikke ønskede en serie af midlertidige forlængelser.

- Jeg ønsker en permanent løsning i forhold til posten. Nu må vi se, om der så er ansvarlige partier, der ønsker at bakke op om., sluttede Benny Engelbrecht inden aftalen kom i hus.

Den eksisterende postaftale for 2017-19 mellem syv partier (alle daværende folketingspartier bortset fra Enhedslisten og Alternativet) blev indgået 3. maj 2016 af den daværende V-regering med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det radikale Venstre, SF og Det konservative Folkeparti. Tre af disse partier er altså ikke med i den ny aftale, nemlig V, DF og LA.

Finansministeriet underkender postaftale i 12. time
Postforligspartierne har arbejdet med postaftalen, der udløber 31. december 2019, og de var såmænd blevet enige. Imidlertid siger Finansministeriet nej, oplyste finansordfører René Christensen (DF) inden S-R-SF-K-aftalen.

- Vi var kommet så langt i forhandlingerne, at vi havde aftalt en hel del omkring hvilke ting, der skulle undersøges i Postnord - hvordan ser det ud med økonomien og Postnords aktieselskab (Postnord Logistics, red.), der kører pakker ud. Desværre viser det sig en time før finansudvalgets møde, da vi kommer over til transportministeren, at han har fået underkendt aftalen af Finansministeriet, siger René Christensen til Fagpressebureauet.

- Jeg kan ikke komme ind på det indhold, den er blevet underkendt på, men det er noget foruroligende, at man har forhandlet i en meget stor kreds og så en time før, man skal træffe en vigtig beslutning om aktstykket, er den fremlagte aftaletekst - og diskussionerne man har haft - blevet underkendt. Det har jeg aldrig været udsat for før, fortsætter René Christensen.

Han håber, at den underkendte aftales oplæg om undersøgelser desuagtet bliver gennemført som aftalt.

- Der skal en ny postaftale til efter 31. december 2019, og det vil Dansk Folkeparti gerne være en del af det. Befordringspligten og posten er vigtig for at få et samfund som det danske til at fungere, slutter René Christensen.

Postforligskredsen ignoreres
Transportordfører Kristian Pihl Lorentzen (V) er opbragt over, at postforligspartierne først er blevet inddraget i sidste øjeblik.

- Det er en uacceptabel proces, at man prøver at køre et fortroligt aktstykke uden om postforligskredsen. Nu sidder vi i 12. time med en pistol for tindingen, hvor det er 'take or leave it'. Sådan behandler man ikke Folketingets partier, sagde Kristian Pihl Lorentzen umiddelbart efter samrådet med transportministeren.

Analyser klar i januar
Efter samrådet og før finansudvalgets egentlige votering om bevillingen til Postnord erklærede transportminister Benny Engelbrecht, at han forventede, at et flertal vil bakke op om en midlertidig forlængelse af Postnord, så post kan udbringes efter årsskiftet.

Transportministeren bekræftede, at der skal laves en uafhængig analyse af Postnord og selskabets pengestrømme, inden man går i gang med forhandlingerne i januar 2020 om et nyt postforlig.

- Det er mindst på baggrund af de skriverier, der har været i pressen i dag, og nogle af de argumenter, der har været fremført internt i postforligskredsen. At støtte aktstykket i finansudvalget er det samme som at bakke op om, at der gennemføres en uafhængig analyse af det i Postnord. Jeg har selvfølgelig en forventning om, at de partier, som har ønsket om at få kigget nærmere på det, også vil bistå til. Det vil være det ansvarlige, sagde Benny Engelbrecht.

Analysen vil ikke omfatte en mulig skilsmisse fra Sverige, oplyste Benny Engelbrecht adspurgt. Det handler om interne pengestrømme i det svensk-danske postselskab.

- Der har været henvendelser med beskyldninger, som ikke kan hænge i luften. Derfor vil vi bede en ekstern revisorvirksomhed om at forestå en analyse af det. Forligskredsen tager beskyldningerne alvorligt, og så tager vi det også alvorligt, i ministeriet, sagde Benny Engelbrecht.

Anonyme beskyldninger om støtteglidning
Disse beskyldninger er fremført i et anonymt brev via e-postadresse ”mikkelhartman@mail.com”. Det rummer syv eksempler på, at støtte til den befordringspligtige del af Post Danmark udnyttes af resten af virksomheden, som derved får en konkurrencefordel.

I brevet hævdes bl.a., at køretøjer finansieret af støttemidler også bruges til almindeligt gods, at støtte bruges til at aflønne teamledere og specialister i Postnord Logistics, Logistics kundeservice varetages af Postnord uden afregning, og software og hardware betales af Postnord uden afregning til Logistics.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078