23948sdkhjf

Udviklingen er vendt: Flere søger optag på chaufføruddannelserne

60 kommende chauffører starter på Dekra Erhvervsskole på mandag

Der er fuldt hus, når Dekra Erhvervsskole i Brøndby på mandag inviterer nye chauffør-elever indenfor. 60 kommende chauffører har meldt sig, og Anja Brauner-Kristiansen, der er direktør for Dekra Erhvervsskole og ledelse, er ovenud tilfreds.

 - Til et januaroptag kommer der altid færre elever, da det ligger på et lidt skævt tidspunkt, og indenfor vores branche kommer eleverne ikke væltende, så vi er rigtig glade, siger hun.

 Hun mener dog ikke, at det gode optag giver anledning til at hvile på laurbærrene.

 - Mange er slet ikke klar over, at man kan tage en uddannelse til chauffør. Derfor skal skolerne løfte en stor opgave med at markedsføre sig selv og vise, at man kan få et godt arbejdsliv som chauffør, siger Anja Brauner-Kristiansen.

Skal skabe godt image for branchen
De negative historier, der af og til florerer i medierne, for eksempel om Padborg-sagen, har brug for en modvægt, mener hun. Ellers risikerer man at ende op med en karikatur, der kan skade hele branchen.

- Vi skal tale branchen op, gøre os synlige og reklamere med, at der er arbejde at finde. Erhvervsskolerne har svært ved at finde lærepladser, men hos os har vi lærepladsgaranti, og vi tager de unge i hånden. Vi får 85% af vores elever gennem uddannelsen – og det er vi stolte af, for det handler jo netop om at holde fast i dem, så de kommer ud i branchen på den anden side, siger hun.

Glade elever er gode ambassadører
Én af de ting, de på Dekra Erhvervsskole i Brøndby har gode erfaringer med, er en personlig og uformel omgangstone med de studerende. Her bliver sagt ’godmorgen’ til alle, uanset om man er elev eller direktør, og der bliver gjort et stort nummer ud af at byde de nye velkommen, så de kan falde godt til i de nye rammer.

- Glade elever er de bedste repræsentanter for vores uddannelse. Vi oplever ofte, at nye ansøgere hører om os fra eleverne, der har været med til at sprede det gode ry og rygte.

Lastbilerne er med i alle fag
Hos Dekra Erhvervsskole får alle fagene i grundforløbet, fra dansk til matematik, et islæt af transport og lastbiler.

- På den måde mærker eleverne ikke deres knap så gode tidligere erfaringer med fagene, og næsten al undervisning kan tilrettelægges, så det på én eller anden måde kan handle om lastbiler – hvilket er den altoverskyggende interesse for mange af vores elever. Og vi vil meget gerne have nørder – de bliver nemlig rigtigt gode chauffører, siger Anja Brauner-Kristiansen.

Artiklen er en del af temaet Fremtidens Chauffør.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.064