23948sdkhjf

DTL: En kæmpe sejr mod social dumping

Hos DTL er de godt tilfredse med den nye aftale, der skal sikre, at udenlandske chauffører, der kører indenrigskørsel i Danmark, fremover aflønnes på dansk niveau.

Det skriver brancheorganisationen i en pressemeddelelse.

- Vi har kæmpet benhårdt for at opnå et brugbart resultat i den her sag, og det er et helt afgørende skridt i kampen mod social dumping og unfair konkurrence, siger Erik Østergaard, DTLs administrerende direktør.

Han udtrykker stor ros til regeringen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard Thomsen for at følge sagen til dørs.

- I DTL-Danske Vognmænd er vi meget tilfredse med resultatet og en bred aftale.

- Blå partier har besindet sig
Erik Østergaard sender dog samtidig en hilsen til dem, der har forsøgt at få aftalen taget af bordet.

- Jeg må ærligt indrømme at en stor del af debatten har været temmelig søgt og afsporende i forhold til substansen. Så det glæder mig, at også et par blå partier har besindet sig og alligevel valgt at indgå i en løsning, udtaler DTL direktøren, og fortsætter:

- Et enigt Folketing pålagde den tidligere regering at finde løsninger, der vanskeliggør eller umuliggør fiflerier, som dem vi så for godt et år siden i Padborg. Når samme regering og dens daværende parlamentariske grundlag derpå beder arbejdsmarkedets parter komme med et løsningsforslag, så synes jeg, det er på sin plads, at politikerne også siger tak og stemmer for, når arbejdsmarkedets parter i enighed fremlægger et forslag. Det havde ærlig talt set mærkeligt ud, hvis Venstre og Dansk Folkeparti ikke havde leveret i denne fase. Så stor ros for, at de besindede sig og nu indgår i aftalen.

Hårdt slag mod lønspekulanter
Erik Østergaard vurderer, at kombinationen af denne danske politiske aftale, samt de vejpakker, som efter alt at dømme er i sin sidste fase i EU inden vedtagelse, tilsammen udgør det hidtil hårdeste anslag mod vognmænd og speditører, der spekulerer i løndumping og lavtlønschauffører.

- Der god grund til at glæde sig i dag. Jeg er stolt af, at DTL-Danske Vognmænd i årevis har været blandt de drivende kræfter i dét arbejde og dermed har bidraget til at fastholde et dansk godstransporterhverv på danske vilkår – og ikke bare ladet laveste fællesnævner råde.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079