23948sdkhjf

Brexit-uro giver mindre overskud hos DFDS

Mens indtjeningen har været faldende hos DFDS, så har rederiet øget sin omsætning via blandt andet et opkøb

Usikkerhed om brexit - Storbritanniens afsked med EU - har givet mindre indtjening for rederiet DFDS i dele af 2019.

Samlet for året er der tale om en tilbagegang i overskuddet på 16 procent til 1,5 milliarder kroner. Det viser DFDS' årsregnskab.

- UK-markedet for fragt og passagerer bremsede yderligere op i fjerde kvartal som følge af usikkerhed om brexit.

- Dette sænkede indtjeningen for flere forretningsområder, især Kanalen (Den Britiske Kanal, red.) og Nordsøen, skriver DFDS i regnskabet.

På trods af de negative effekter af brexit er det lykkedes rederiet at få større indtægter. For året er omsætningen steget med seks procent til 16,6 milliarder kroner.

En del af fremgangen skyldes overtagelsen af et tyrkisk rederi i 2018, der har udvidet DFDS' aktiviteter i Middelhavet.

Sammen med udvidelsen af et samarbejde med et tyrkisk transportselskab har det tyrkiske opkøb alene i 2019 bidraget med mere end en milliard kroner i ekstra omsætning, oplyser DFDS i regnskabet.

I 2020 venter DFDS fortsat omsætningsvækst. Det er dog behæftet med en vis usikkerhed på grund af brexit.

- Vi ser fortsat modvind i 2020.

- Først og fremmest bliver vi nødt til at være forsigtige i vores forventninger til UK-markedet på grund af usikkerhed om udfaldet af brexit.

- På den positive side udvikler vores strategitiltag sig som planlagt, og det gør, at jeg stadig forventer en stigende indtjening i 2020, siger Torben Carlsen, der er administrerende direktør i DFDS, i en kommentar.

De strategitiltag, direktøren henviser til, blev annonceret i juni sidste år.

Overordnet set er ambitionen at forbedre indtjeningen ved blandt andet at få et styrket fodfæste i Middelhavet og udvide forretningen, herunder via opkøb.

DFDS er et af de største rederier i Danmark med flere end 8000 ansatte fordelt på skibe og kontorer i 20 lande.

Over 10.000 fragtkunder benytter sig af rederiets forskellige løsninger.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078